Annonce
Søskende åbner café i Langhuset
kalas-mad-kaffe_027_291019_BP.jpg
Så er der godt nyt til alle borgere i Carlsro og det øvrige Rødovre. De to søskende Pernille Dehn og Sebastian Jacobsen åbner i weekenden deres nye café 'Kalas' i Langhuset. Foto: Brian Poulsen
ny café På lørdag kan du spise brunch, drikke kaffe eller spise dig mæt i kage i café ’Kalas’, der er flyttet ind i Stof 2000s tidligere lokaler.

Efterårssolen skinner ind gennem de store vinduespartier og får de nymalede grønne vægge til at funkle lidt som smaragder.
”Vi synes, der skulle noget farve på væggene for at skabe en god og hyggelig stemning,” siger 29-årige Pernille Dehn, imens hun viser rundt i den nye café i Langhuset, som hun åbner sammen med sin bror Sebastian Jacobsen.
”Jeg har boet mange år af mit liv her i Langhuset, så det er dejligt at være tilbage,” siger hun med et smil.

Romkugler fra Fyn
På lørdag slår de dørene op til deres nye hjertebarn Café Kalas, hvor de, udover hjemlig hygge, vil servere alt lige fra brunch, dagens suppe og sandwich til kaffe og et stort udvalg af søde sager.
”Og så får vi Danmarks bedste romkugler. De kommer hele vejen fra Fyn. Jeg har tit tænkt, at en café var lige, hvad der manglede i Langhuset, så da Stof 2000 lukkede, undersøgte vi sagen og nu er vi klar til åbning,” siger Pernille, der sammen med sin bror har renoveret stedet siden maj måned.

Den store fest
Navnet ’Kalas’ fandt søskendeparret ved lidt af et tilfælde.
”Jeg sad og Googlede navne og søgte på gamle danske ord og så kom Kalas frem. Det betyder ’stor fest’ og det, synes vi, passer meget godt til åbningen af en café som vores,” siger Pernille Dehn med et smil.
Da Lokal Nyt kiggede forbi caféen tirsdag morgen, manglede der stadig den sidste finpudsning, men Pernille Dehn er ikke urolig ved tanken om, at der skal serveres kaffe og kage på lørdag.
”Vi mangler lige det sidste, men vi skal nok nå at blive færdige,” forsikrer Pernille, der selv får sin daglige gang i caféen sammen med Sebastian, der skal stå i køkkenet.
”Jeg er lige kommet hjem fra USA, hvor jeg har arbejdet som kok på en restaurant. Jeg glæder mig meget til at komme i gang og jeg synes, vi har fået et sted, der er moderne, men ikke alt for fancy. Vores café skal være et sted, hvor man virkelig har lyst til at komme ind og hygge sig og vi håber at se både mødregrupper, skoleelever og områdets borgere, når vi åbner. Alle er velkomne og der er plads til alle,” siger Sebastian Jacobsen.

Pernille Dehn og Sebastian Jacobsens nye café åbner lørdag den 2. november i Langhuset.

Kommentarer
Top