Freddy er forfatter efter sengetid
freddy_silva_forfatter_PALDAN-8.jpg
For Freddy E. Silva er det helt meditativt at sætte sig til tasterne i stuen i Islev og skrive på sine bøger. ”Jeg fordyber mig ind i en helt anden verden og jeg plejer at sætte noget passende musik på i baggrunden. Det kunne være soundtracket til Dracula, så jeg kommer i den rette stemning,” siger han. Foto: Michael Paldan
frirum Som laborant, familiefar og hobbyforfatter slår døgnets 24 timer ikke altid til for 43-årige Freddy E. Silva fra Islev. Derfor starter skriverierne først, når familien er gået i seng.

Freddy E. Silva havde egentlig lagt forfatterdrømmen ned i skuffen til bunken af noveller, som han gennem årene havde skrevet, men aldrig udgivet. Det ændrede en novellekonkurrence på i 2010.
”Min mor er nok den, der har læst mest af det, jeg har skrevet. Hun læste mine noveller og klappede mig altid på hovedet og fortalte mig, at jeg var en dygtig dreng, så det var lidt svært at tage alvorligt,” smiler Freddy E. Silva, da han besøger lokalavisen.
”Min mor opfordrede mig ofte til at sende mine noveller ind til et forlag, men jeg turde ikke. Jeg var bange for, at de sagde nej, så den åndssvage frygt for at få et afslag, som i virkeligheden ikke gør ondt, gjorde, at novellerne blev i skuffen,” fortæller den lokale forfatter.
Novellekonkurrencen blev dog et positivt bekendtskab. Freddys novelle blev udvalgt og blev en del af gyserantologien ’velkommen til dybet’ fra forlaget Tellerup.
”Det var ikke blevet til mere, hvis novellen ikke var blevet valgt. Så var jeg ikke blevet forfatter, men det gjorde den og jeg fik blod på tanden,” siger Freddy, der året efter udgav bogen Mediatropolis og siden bogen Virtropolis, der begge er indenfor Science-Fiction-genren og har et dystopisk præg over sig.
”Helt tilbage fra folkeskolen fandt jeg på historier, som blev til tegneserier og når jeg lavede mine tegneserier, sad der ofte en sværm af venner rundt om mig og lyttede med. Det var gyserhistorier med vampyrer og varulve.
”Jeg har en forkærlighed for science fiction-genren. Måske er der bare en del af mig, som ikke er blevet voksen og den fascination har hængt ved og udviklet sig. I stedet for at jeg er vokset fra den, er den vokset med mig,” fortæller Freddy E. Silva om sin fascination.
“De to romaner kaldes populært for cyberpunk og er kendetegnet ved en dystopisk fremtid, hvor det som regel ender med, at der ikke er noget håb for menneskeligheden og store magtfulde selskaber styrer menneskernes skæbne,” smiler Freddy, inden han fortæller, at det, for ham, handler om glæden ved at skrive.
“Jeg har en masse gode historier, som jeg gerne vil fortælle. Det er nok lidt en trang og så er jeg så heldig, at jeg også kan skrive på en måde, så folk gider læse det. Jeg kan
ikke skrive en bog, hvis jeg
ikke bliver grebet og jeg har gjort det til mit livsmål, at få folk, der normalt ikke læser Science Fiction, til at prøve det af. Ikke nødvendigvis mine bøger, men genren generelt,” siger han.

Skriver når huset sover
Freddy E. Silva er født i Chiles hovedstad Santiago i herrens år 1976 i et kvarter, der grænsede til slumkvarter. Hans politisk aktive grandonkel flygtede fra militærdiktatur til Danmark og i 1981 tog Freddys mor ham i hånden og drog nordpå for at finde en bedre fremtid.
I dag bor han i Islev med sin kone og søn og arbejder som laborant hos Novo Nordisk.
Et job som er spændende, udfordrende og giver mad på bordet. Forfatterskabet er dog det, han identificere sig selv med.
”Jeg er forfatter på hobby-plan, men jeg identificerer mig mere som forfatter end laborant. Jeg er glad for mit job, men i det store hele er det forfatterskabet, jeg brænder for. Det ville være dejligt, hvis jeg kunne være fuldtidsforfatter, men det er meget få forfattere, der kan leve udelukkende af at skrive og sælge bøger,” fortæller Freddy, der i erkendelse af, at forfatterskabet er en hobby-beskæftigelse også må prioritere skriveriet til de sene aftentimer.
”Jeg skal hverken forsømme min søn eller min kone, så jeg skriver, når huset sover, hvilket også forklarer mit overforbrug af energidrikke. Jeg plejer at skrive tre gange om ugen fra klokken 22 til 01 og så skal jeg indhente noget tabt søvn, når det bliver torsdag,” siger Freddy, der i øjeblikket arbejder på en ny bog.
I den tredje roman bevæger Freddy sig stadig i det samme futuristiske SCI-FI-univers, men med elementer fra krimigenren.
”Det hele foregår på jorden, så det er uden rumskibe samt laserskud og i bogen leger jeg med, hvordan opklaringsarbejdet foregår i en tid, hvor der er flere muligheder til rådighed,” siger forfatteren, der også er aktuel med to noveller i to nye antologier, når der er bogmesse i Bella Center til november.

Freddy E. Silva vil gerne have flere til at læse Science Fiction-genren. Du kan finde Freddys to bøger ‘Mediatropolis’ og ‘Virtropolis’ på Rødovre Bibliotek. Begge bøger kan også høres som lydbøger.

Kommentarer
Top