Er der en redaktør til stede?
christian-chrumme_004_220119_BP.jpg
Christian Christensen leverer hver uge satire frit fra leveren, men det er ikke alle der synes det er morsomt. Hvad synes du om 'Christian Chrummer'? Deltag i debatten på avisens hjemmeside, rnn.dk. Foto: Brian Poulsen
debat Det der! Det finder jeg mig bare ikke i. Klummen (Christians Chrummer, der fast kan læses på side 8, red.) om veganere og IKEA er snotdum.

At man i 2019 skal læse den slags bagstræberiske machobras om veganere? Hvad bilder I jer ind? Går alt bare glat igennem? Stavefejl er der osse. Er ej veganer, men det her, er under lavmål. At beskrive veganere som mindrehjernede, foroverbøjede, behårede, hellige og sure?
Har I spist søm hele bundtet?
Hvordan kommer IKEA ligesom ind i det der skriveri? IKEA ønsker at gøre
noget godt for miljøet og deres veganerhotdogs smager bimsegodt. Sådan skriver man altså ikke om andre i 2019, hvor en helt anden verdensorden, er på spil.
Med mindre man selv er gået i stå i 80’erne og det er det, jeg frygter, efter at have læst den åndssvage Christian Clummertklumme. Skabagtigt, dumsmart og ufint.
Kom nu ind i nutiden. Det skylder Rødovres lokalavis, fremtiden.

Svar til Lise Rønnebæk

Vilde med veganere

Hej Lise. Mange tak for dit indlæg. Vi er altid glade, når læserne blander sig i debatten, især dem, der læser avisen helt oppe nordpå i Hellerup.
Når det er sagt, er Christians Chrummer et satirisk indslag i vores avis, så det hele ikke går op i politi og politik i lokalavisen.
Den lokale standup-komiker Christian har derfor frit slag i den økologiske bolledej til at sige sin egen mening om alt fra villaejere til veganere. Det kan ikke afvises, at han er gået i stå i 1980’erne. Noget tyder i hvert fald på, at det var cirka her, han stoppede med at vokse.
Her på redaktionen er vi selv veganere mange af døgnets 24 timer og har intet imod, man tænker på fremtiden og derfor spiser mindre eller intet kød. Det er dog ikke det samme som, at vores komiker ikke må lave sjov med dem, der går all in. Vi synes, ligesom dig, at han tit er skabagtig, dumsmart og ufin, men vi elsker ham for det.
PS: Undskyld stavefejlene.

Ansvarshavende redaktør,
André Bentsen

 

Kommentarer
Top