Annonce
Det bliver svært på Fyn
RMB-odense_045_060919_BP.jpg

Metalligaen, Ishockey: Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs. Kim Johansson

Kim Johansson spillede en forrygende kamp i tirsdags og må gerne følge op med en ligeså god indsats i Odense. Foto: Brian Poulsen/arkiv
ishockey Rødovre leverede en stærk indsats mod Herlev og samme intensitet skal tages med til Fyn i aften. Og så må jeg lige kommentere hockeyugens hotteste nyhed, som blev leveret af den tidligere rødovrekeeper Jon Lee-Olsen.

Først vil jeg takke de mange, som læser min blog. Det er overvælgende med flere tusinde, som finder mine tanker om Mighty Bulls og dansk ishockey interessant, uanset om man er enig eller ej.
Tusinde tak, det er en utrolig motivationsfaktor til at komme til tastaturet.

”Nå, og hvad så?”
Jon Lee-Olsen blev den første ishockeyspiller på øverste hylde i Danmark, som er sprunget ud som homoseksuel. Det var ikke en nyhed for mig, da jeg fik det at vide for nogle uger siden og min første reaktion var: ”Nå, og hvad så?”

Selvom vi lever i Danmark og snart skriver år 2020, så er det åbenbart en kæmpe nyhed. Det er det vel også, når Jon er den første fra Metalligaen, som melder det officielt ud.
Men helt ærlig – er det ikke fuldstændig ligegyldigt, hvilken seksuelle præferencer man har, hvem man er kæreste med eller hvad man foretager sig i sin fritid?

Det vigtigste er vel, hvad man leverer på isen.

Når jeg taler med mine voksne drenge, så er seksuelle præferencer ikke noget de tænker over. Det er nok mere min generation, som i bedste ’tumpede-Trump-stil’ stadig kan bruge tid på om nogen er homoseksuelle eller ej… og så er der ’tosserne’, som bare mangler at hævde sig, fordi de selv mangler en hulens masse selvværd og så kan man jo altid træde på minoriteterne. Men i det tilfælde er det jo i virkeligheden dem, som forsøger at hævde sig på andres vegne, som er staklerne.
Personligt, synes jeg, det er ærgerligt, hockeysites skal skrive, Jon Lee-Olsen er sej her i 2019, fordi han er sprunget ud. Hvis jeg skal skrive, han er sej, så er et fordi, han har leveret et fremragende stykke arbejde i målet. Hvad han foretager sig privat, rager mig simpelthen ikke.

Først et tilbageblik på i tirsdags
Det er ingen hemmelighed, at jeg forventer en sejr på Fyn i aften, men det kræver, at tyrenes stærke skøjteløb og intensiteten i spillet fra tirsdagens kamp mod Herlev, tages med over Storebæltsbroen.
I tirsdags var jeg så privilegeret at sidde til bords i VIP’en med Herlevs sportschef Nicolai Flindt og efter en solid hockeysnak måtte jeg drille Nicolais søn, der havde tippet en sejr til Herlev på 3-4.
”Giv mig 100 kroner i stedet, for det er da spild af penge,” spøgte jeg.
Da jeg blev spurgt, hvad jeg ville tippe, svarede jeg ærligt: ”Jeg ved det simpelthen ikke, for spiller Rødovre som mod Esbjerg, så vinder Herlev. Skøjter Rødovre og viser vilje, så vinder Mighty Bulls 6-1.”

Så gik de grinende ud til kamp og jeg skal da lige love for, at smilene var stivnet efter 1. periode, da Rødovre havde spillet deres absolut bedste periode på hjemmebane i denne sæson. Keeper Emil Jidskov havde lige reddet forstadsbyen til Rødovre i at være bagud med mere end to mål.
Resten af kampen var mere jævnbyrdig. Selvom den til tider var rodet eller det var såkaldt indianer-hockey, så var den livlig og underholdende, men også til tider velspillet af begge hold.
Herlev er i den grad et mandskab, som man skal tage alvorligt. Jeg ser dem på det niveau, som Rødovre var for 2-3 sæsoner siden. En solid danskerstamme med nogle stærke profiler – både danske og udenlandske (især udlændinge), som kan blive et helvede at møde i slutspillet.

Forventer en sejr, men…
I aften står Rødovre i præcis samme situation som i tirsdags. De får en sejr, hvis de skøjter og viser samme intensitet og vilje til at vinde, for Rødovre er bedre end fynboerne spiller for spiller og kæde for kæde.
Desuden må Kim Johansson gerne finde samme storspil frem som i tirsdags. Den indsats bør smitte af så flere følger med, men hold da op, hvor var Rødovres svensker god.
Marco Illemann var med igen og fik nogle skift i hver periode.
Til gengæld var André Pison ude og han forventes ikke klar de næste par uger.

Ser jeg tilbage på sæsonens første kamp i Rødovre Centrum Arena, hvor Odense var på besøg, så var fynboerne overraskende gode. De arbejdede stenhårdt og havde faktisk fortjent sejren i ordinær spilletid.
Men det burde ikke være gået så vidt, for Rødovre startede faktisk med at blæse fynboerne ud af banen og førte fortjent 2-0, inden udvisninger ødelagde rytmen for tyrene og sendte Odense tilbage i kampen og så fik de blod på tanden.

Den mulighed skal Mighty Bulls ikke give igen i aften – blæs for pokker Odense ud af isen og tag tre point med hjem. Det er nødvendigt, hvis Rødovre for første gange nogensinde skal deltage i Finale 4 pokalturneringen.

Kommentarer
Top