Alle kan være sig selv med prisvinder
2610-prisen-sasja_IN-5.jpg
Tirsdag aften fik vi hele musicalholdet fra Ungecenter2610 til at hjælpe os med at overraske deres lærer, som har vundet 2610-Prisen for sin vilde indsats på holdet og for at hjælpe børn og unge i Rødovre. Foto: Ian Nielsen
2610-prisen Sasja Bjørnholt Lehmann-Strøm er ikke bare Rødovres bedste instruktør og Danmarks bedste lærer. Hun er også en prototype på en fortjent vinder af 2610-Prisen. I hvert fald, hvis man spørger nogle af de mange elever, hun hvert år får til at træde et skridt frem i rampelyset.

Ja, ja og atter ja. Hvis man ikke lige har begået en graverende dansefejl til generalprøven på en vild musicalopsætning, er der ikke særlig mange mennesker, der har hørt Sasja Bjørnholt Lehmann-Strøm sige nej.
Altid er hun klar til at hjælpe andre og altid har hun tid.
Hver gang Lokal Nyt, sammen med Rødovre Gymnasium, har haft gang i vilde projekter for at samle penge ind til headspace eller bekæmpe ensomhed eller bryde tabuer om psykisk sårbarhed, er Sasja den første til at sige stort ja, for Sasja er aldrig rigtig alene. Udover manden og ungerne derhjemme, er Sasja nemlig instruktør på det musicalhold, der igen og igen stiller frivilligt op og bruger deres tid på at samle penge ind til vigtige formål for at hjælpe andre.

Er der altid for andre
På holdet går der cirka 40 elever, men de føler alle, at Sasja er der lige præcis for dem. Faktisk så meget, at de har nomineret hende til 2610-Prisen, der uddeles af Rødovre Lokal Nyt og Arbejdernes Landsbank.
Vinderen er altid en person, der gør andre menneskers liv rigere uden henblik på personlig vinding og dét må man med en af elevernes ord sige, at Sasja er.
“Sasja skal vinde, fordi hun altid giver sig 120 procent, for at vi har det sjovt, imens vi får udført nogle rigtig gode forestilinger.,” fortæller Jonathan.
“Hun er der altid og har altid et smil på læben, støtter op og bruger mange timer på forberedelse. For eksempel skaffede hun ægte scenesværd til sidste års forestilling og sørgede for, at vi kunne få rettighederne til Skammerens Datter,” siger Jonathan og fortsætter:
“Der er ingen tvivl om, vi har Rødovres bedste instruktør og en af danmarks bedste lærere. Der er altid plads til at være sig selv og hun gør virkelig alt for, at det miljø bliver ved. Eksempelvis kan man altid være sig selv og der er ikke nogen, der gør nar eller driller, hvis man begår noget dumt eller siger noget sjovt. Så griner man altid sammen.”

Bruger sig selv først
En af de ting, der gør Sasja til en god prisvinder, er at hun altid sætter sig selv på spil. Hun gør meget det, at hun selv fortæller om nogle ting, hun har gjort, som er dumme eller sjove, så eleverne altid har det trygt.
“På vores dramahold er alle venner og det er altså hele vejen fra 13 til 25 år. Mange af folkene har været her i over fem år og nogle mere end 10 år, men der er også en masse nye, der er startet og det må der jo være en grund til,” siger Jonathan, der giver Sasja æren for musicalholdets store succes.
“Hun skaber fællesskab, selvtillid og glæde og har gjort det gennem flere år. Derfor skal hun vinde 2610-prisen,” siger han og
Jonas Rauff Pedersen, der er filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i Rødovre, er enig.
“Sasja er en god vinder af den lokale pris, fordi hun er så inspirerende for en masse unge mennesker, samtidig med, at hun også personligt gør så stor en forskel for andre,” understreger han.

Vinderen af 2610-Prisen får 2610 kroner til at gøre sit eget liv lidt rigere.

Kommentarer
Top