Annonce
Tyrenes svar på tiltale
RMB-odense_134_060919_BP.jpg

Metalligaen, Ishockey: Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs.

Der har været masser at juble over for tyrene i starten af sæsonen. Foto: Brian Poulsen
ishockey Sikke et dejligt spark lige i løgene, da Rødovre Mighty Bulls jernhårdt og velplaceret svarede igen på min spådom i det jyske.

Matt O’Connor kære rødovrefans.
Jeg tror sq, at Mighty Bulls sportslige ledelse har gjort et kæmpe scoop i den canadiske keeper, der ser ud til at være et monster mellem jernstængerne på det lille ishockeymål.
Ikke kun i fysisk størrelse, men han ligner en klassemålmand på højeste niveau til Metalligaen.
Redningsprocenten på 96,7% fortæller alt, når man tænker på, at tyrene både har mødt mestrene og eksperternes DM-favoritter fra Herning og har været på en svær opgave en tirsdag aften i Frederikshavn.
I løbet af fire kampe er der scoret fire gange på den høje keeper. Det er en fuldstændig vild statistik, når man er sidste skanse på et hold, der har et af ligaens mindste budgetter.

Nå, jeg må til det. I går spåede jeg i min blog, at Rødovre Mighty Bulls ville få tre nederlag i de næste tre kamp i Jylland og jeg skrev:
”I aften smides pucken i Herning og det bliver en meget vanskelig opgave for Mighty Bulls og jeg bliver i hvert fald vildt overrasket, hvis der hentes point på den jyske hede.
Men så overrask mig dog for pokker!”

Heldigvis blev jeg vildt overrasket og jeg kan bare konstatere, at Mighty Bulls allerede har vundet en grundspilskamp mere i det jyske end i hele sidste sæson og det var et svar fra tyrene til mig, som et velplaceret spark lige midt i løgene. Fortjent og i øvrigt skønt. 

Så kom den udenlandske scoring
I øvrigt noterede jeg mig endnu en vigtig ting i Herning. Rødovre fik færrest udvisninger, faktisk kun tre. Det er vigtigt, Rødovre kan holde sig fra udvisningsboksen og det er gået fint to kampe i træk.

Det næste punkt, som jeg har noteret mig er ikke en overraskelse, men en dejlig forløsning. Marko Virtala fik ’hul på bylden’ og viste vejen til en sejr med sin scoring til 1-0 og dermed den første scoring fra en udenlandsk spiller i denne sæson, som skøjter rundt i en rødovretrøje. Herligt og lad det være begyndelsen til et hav af mål.

Jeg kunne læse mig til, på metalligaens liveopdatering (tak til Chris Jensen, som var en fremragende liveoperatør), at den 16-årige Kasper Bunch Larsen opfangede en udskiftning af Herning, der gav plads til en kontramulighed. Jeg har fulgt Kasper i RSIK og jeg ved, hvor stærk han er i spillet med puck. Hvis han allerede nu har smidt “benovelses-nerverne” så meget, at han kan frembringe det store overblik i sit spil, så er dette kun den første af mange assist fra Bunch Larsen, der i øvrigt fylder 17 år på mandag.

Nu er det stadig i starten af sæsonen, men det er svært ikke at glæde sig over denne fantastiske indledning og nu glæder jeg mig endnu til at følge tyrene, som meget gerne må fortsætte med at overraske mig og det vil de stadig gøre, hvis de vinder en af de to næste kampe i Jylland, selvom overraskelsen vil være mindre end den var i går aftes, hvor jeg blev vildt overrasket.

Kommentarer
Top