Sten!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Så er der stenmesse i Rødovrehallen. Jeg har aldrig besøgt den, men jeg bliver alligevel overrasket hvert år, når jeg ser plakaten: Stenmesse. Jeg tænker bare, at navnet i sig selv ikke sælger billetter.

Det er, som hvis man havde en jordmesse, messe for nedfaldne blade eller vand. Jeg har virkeligt svært ved at forestille mig, at man vil kunne få timer til at gå med at kigge på sten.
Jo vist, som barn havde jeg en interesse for sten. Mine lommer var altid proppet med sten. Kendetegnet for stenene var, at de alle var potentielle gode smutsten og jeg havde spandevis af dem. Ret ubrugeligt, når, man som jeg, boede 15 km fra kysten.
Så hvis man er 5 år, ja så er sten måske facinerende.
Der vil så også være mulighed for a lære at kreere sine egne smykker. Tjov, måske der ville være en skilling at spare på konens julegave, men da jeg sidste år havde snedkereret en bordskåner, er jeg sikker på, at konen vil betakke sig for flere hjemmelavede gaver fra min hånd. Georg Jensen er nok at foretrække, vil jeg tro.
Jeg ved godt, at der sikkert er en masse eksotiske sten, ja og krystaller – ja og så er det så der, jeg står lidt af, for så ved man, at der også vil være en masse mystik-gøglere, som sælger sten som fjerner alt fra angstneuroser, farveblindhed til nedsunken livmoder og platfodhed.
De har måske ikke dokumenteret effekt, meeen jeg er sikker på, at mystik-gøglerne kan fortælle mange utrolige historier om, hvordan en karibisk krystal har helbredt spedalske på Haiti i årtusinder. ”Du skal bare lige lade den ligge i vinduet ved fuldmåne natten over, putte den i lommen og dreje 3 gange rundt om dig selv og du kommer ikke til at opleve at blive spedalsk, få pest, tuberkulose eller den spanske syge!”
Men ikke desto mindre, så er der ikke færre end 95 udstillere – og det i sig selv virker imponerende. Ja, arrangementet har vokset sig så stort, at der er legeland til børnene. Så ved man godt, at så er det en messe, som nok ikke helt er for hele familient alligevel.
Der vil endda være foredrag om rav – også kendt som skandinaviens guld. Arghh, Guld ?? Jeg har det lidt stramt med rav. Ja, jeg synes ikke, det er særligt pænt. Jeg ved godt, at det er tusse-gammelt og man måske kan se en myg fra stenalderen fanget i den nu hårde harpiks. Men det er altså bare en myg, som jeg ikke værdiger et blik, når jeg smasker den ud på mit underben. Faktisk har jeg kun dårlige minder om rav. Jeg mangler en flig på min fortand, efter jeg brugte en hele sommer på at lede efter rav ved Vester-
havet. Hver gang man fandt en brun sten på stranden, så bankede man det mod tænderne for at mærke, om det var rav eller sten. I mit tilfælde var det et stykke rustent jern fra en tysk bunker.
Nå, men jeg håber, at både udstillere og besøgende får noget ud af det.

Kommentarer
Top