Sovende til succes
den-7.-himmel.jpg
Flemming Rømer, til højre, har drevet sengebutikken Den 7. Himmel på Roskildevej i 25 år. På billedet står han sammen med Mark Ørnstrand, der har været ansat i butikken siden 2005. Foto: Michael Paldan
jubilæum Det er yderst sjældent, man kommer sovende til succes, men i Flemming Rømers tilfælde er den god nok. I oktober måned fejrer han nemlig 25-års jubilæum som indehaver af special sengebutikken Den 7. Himmel på Roskildevej.

55-årige Flemming Rømer sover dejligt om natten og når han vågner om morgenen, er han oftest frisk og veludhvilet.
”Jeg har sovet godt i 25 år og det kommer jeg til at blive ved med. Alt andet ville måske også være lidt underligt,” siger Flemming med et smil, mens han viser rundt i den 1000 kvadratmeter store forretning på Roskildevej.
Engang var det en af landets største butikker, når det kom til udvalget af forskellige senge. I dag er der flere om buddet og Flemming slår i stedet på, at han har Danmarks hyggeligste og mest nærvær-
ende sengebutik.
Udvalget er dog stadig imponerende stort og der er senge for enhver pengepung. Fra 10.000 kroner og helt op til ’Rolls Royce-modellen’ til 200.000 kroner.
”Ualmindelig god service har altid været det vigtigste i min butik. Jeg giver altid mine kunder rene ord for pengene og holder mig helt fra det store rabatræs, hvor jeg giver 40, 50 eller 60 procent rabat på en seng, som der er kutyme for i branchen. I min verden er det fantasipriser og vildledende for kunderne,” siger Flemming Rømer, inden han fortsætter:
”Hos mig får kunderne den rigtige seng, til den rigtige pris og jeg har altid haft mange tilfredse kunder, som nu er begyndt at komme igen, fordi sengene, de købte for 25 år siden, skal udskiftes,” siger han med et smil.

Boligens vigtigste møbel
Flemming Rømer havnede i sengebranchen ved lidt af en tilfældighed og efter fem år som sælger i en butik, købte han, sammen med sin daværende kompagnon, butikslokalerne på Roskildevej i efteråret 1994. De kom begge fra Hvidovre og kendte området på Roskildevej som deres egne baglommer.
”Lokalerne lå godt og i dag ved de fleste, vi ligger her på hjørnet,” siger Flemming, inden han fortæller, hvorfor sengen er boligens vigtigste møbel.
”Man kan sove på gulvet, hvis man er træt nok, men i længden gør du dig selv en stor tjeneste ved at investere i en god seng. I min verden er sengen det vigtigste møbel i dit hjem. Prøv at tænk over, hvor længe du sidder på en stol, i bilen, ved dit spisebord eller i din sofa, sammenlignet med din seng? Det er simpel hovedregning,” lyder det fra specialisten, der oplever, at kunderne er blevet mere bevidste om, hvor vigtig en god nattesøvn har af betydning.
”Før i tiden var holdningen måske mere, at den gamle seng var god nok, så længe den ikke braste sammen. I dag oplever jeg oftere, at kunderne ønsker senge, der giver dem overskud til hver-
dagens gøremål. Der er intet værre end at vågne træt og radbrækket. Med den rigtige seng er du udhvilet på en helt anden måde og det giver mere overskud til børnene, ens partner og arbejdet,” siger Flemming Rømer, hvis kunder kommer fra det meste af landet.
”En god nattesøvn er et godt fundament til mange ting,” siger senge-jubilaren, inden han afslører, hvilken seng han selv sover i om natten.
”Jeg sover faktisk i en vandseng og det har jeg gjort i mange år.”
Den 7. Himmel fejrer jubilæet i hele oktober måned og i weekenden den 5. og 6. oktober, er der åbent hus i butikken på Roskildevej med lidt godt til ganen og maven.

Kommentarer
Top