Søger vidner til eksplosion
pizza73.jpg
Københavns Politi vil gerne i kontakt med de tre personer og med vidner, som har set dem eller andet af interesse i området både før eller efter eksplosionen. Foto: Mathias Øgendal
politi Københavns Politi søger vidner efter en voldsom eksplosion på Jyllingevej ved pizzeriaet ’73’ i Vanløse.

Eksplosionen skete tirsdag morgen klokken 05.39 og blæste det meste af pizzeriaets facade ud på Jyllingevej, der var spærret hele tirsdag morgen til stor gene for morgentrafikken.
Københavns Politi har været i kontakt med flere vidner i området og søger i særdeleshed tre personer, der er set tæt på pizzeriaet før og efter eksplosionen. De tre personer kan være væsentlige vidner, da de kan have set gerningsmanden.
På overvågningsbilleder fra området ses den ene person komme gående ad Jyllingevej i udadgående retning. Han går tæt ved pizzeriaet med en pose i hånden cirka to minutter inden eksplosionen. Efterfølgende ses to personer løbe fra området – om de løber væk fra pizzeriaet efterforskes fortsat. De to personer løber på fortovet i indadgående retning mod Støvringvej.
”Jeg vil gerne slå fast, at vi tager eksplosioner, som den her, meget alvorligt. Det skal ikke ske i de københavnske gader, så der er sat massivt ind for at finde gerningsmændene bag det her og få dem stoppet,” siger leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet, vicepolitiinspektør Brian Belling.

Kommentarer
Top