Annonce

Islevborger: “Besparelsen er latterlig”
49H2567.jpg
I en spareøvelse lægger borgmester Erik Nielsen, sammen med forvaltningen, op til, at biblioteksfilialen ’Trekanten’ skal omdannes til et medborgerhus. Forslaget om at lukke biblioteket falder ikke i god jord hos SeniorRådet og heller ikke hos flere borgere i Islev. Foto: Michael Paldan
trekanten Sagen om en mulig omdannelse af biblioteket i Islev har endnu ikke været drøftet politisk, men på Facebook har den første støttegruppe allerede set dagens lys.

Bevar Islev Bibliotek er navnet på en ny Facebookgruppe, hvor foreløbig 66 medlemmer deler holdningen om, at biblioteket på Rødovrevej skal bevares i den nuværende form. Det er borgmester Erik Nielsen (S) og kommunens forvaltning, der i et budgetoplæg foreslår at omdanne biblioteket til et medborgerhus.
Det er Islevborger Lars Hartvig, der har oprettet støttegruppen og han håber, at mange borgere vil støtte op om det lille bibliotek.
”Hvis vi antager, at der er syv tusind borgere i Islev og besparelsen omfatter 0,7 million kroner, så er besparelsen på sølle 100 kroner pr. islevborger. Men når man ser, hvor meget biblioteket betyder, så er besparelsen latterlig,” fortæller Lars Hartvig. Han fortsætter:
”Jeg er selv en flittig bruger, så for mig personligt vil det være ærgerligt, hvis jeg ikke kan læse aviser og låne bestilt materiale. Men jeg kan se, at børnefamilier og pensionister har stor gavn af biblioteket, så for dem vil det ramme endnu hårdere,” siger Lars Hartvig.

38.000 besøgende
Ifølge tal fra Rødovre Kommune blev biblioteket i Islev besøgt 38.510 gange i 2018. Det svarer i gennemsnit til mere end 100 besøgende om dagen. Enhedslistens Peter Mikkelsen var i forriges uges avis ikke afvisende over for borgmesterens idé om en omdannelse af biblioteket. Han mener, at det gælder om at tænke ud af boksen.
”Enhedslisten er ikke imod folkeoplysning eller
bogudlån. Vi kan bare konstatere, at bogudlånet på Islev Bibliotek ikke er særligt stort og vi vil derfor ikke stå i vejen for en diskussion om, hvad bygningen, der huser Islev Bibliotek, så kan bruges til. Et medborgerhus kan sagtens indeholde nogle af de aktiviteter, Islev Bibliotek driver i dag som læsesal, aktiviteter for børn, foredrag og møder. I min optik kan man vel også afhente og aflevere bestilte bøger fra hovedbiblioteket i et medborgerhus. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der ikke kan tænkes ind i et medborgerhus. Jeg synes, det vil være fedt, hvis folkekøkkenet fik faste lokaler på Trekanten, hvor Islev Bibliotek i dag ligger,” siger Peter Mikkelsen.
Ifølge budgetforslaget vil et medborgerhus være langt billigere i drift og spare kommunen 700.000 kroner årligt i 2021, 2022 og 2023. Forslaget om omdannelsen af biblioteket i Islev er en del af budgetkataloget for 2020, som Kommunalbestyrelsen skal drøfte til oktober.

Kommentarer
Top