Annonce

En trist besked!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Ja, så skete det! Vores borgmester har meldt ud, at han stopper ved næste valg.

Alle i Rødovre har en mening om Erik Nielsen – de fleste dog positive, men der er jo også dem, som er lidt mere negative og glæder sig over, at Erik træder tilbage. Dem har jeg ikke så meget til overs for. Det drejer sig oftest om indkigsgener, en skidt oplevelse i en institution eller skole, en udsolgt pensionistskovtur, eller mangel på en ny skole i stedet for udvidelse af eksisterende skole. Og fred være med dem, for det er helt ok at være uenig og mene, at tingene kunne gøres på en anden måde.
Jeg har oplevet, hvordan mit hus blev inddraget i hetz mod byggeriet ved Damhus Tivoli. Der fik jeg øjnene op for, hvad man skal stå model til som borgmester. Først blev jeg betragtet som offer for Erik Nielsens luner, men jeg afviste at føle mig krænket eller uretfærdigt behandlet. Ja, så blev jeg stemplet for at have fået særbehandling og kammerateri.
Men set ud fra at Erik Nielsen er den borgmester, der har siddet næst-længst som borgmester i Danmark, så er det jo ikke kommet af sig selv. Rødovreborgerne har otte gange i de sidste 32 år haft mulighed for IKKE at stemme på Erik, men alligevel har han høstet nogle af de højeste antal personlige stemmer i det ganske land. Så et eller andet må han have gjort rigtigt.
Og det har han. Lige meget om man bryder sig om Erik Nielsen eller ej, så har vi haft en af de bedste borgmestre kongeriget har kunnet tilbyde. Og at en lille flække som Rødovre, kan have en borgmester som har været formand og senere næstformand for KL, vidner om en mand med kompetencer og indsigt.
Han kunne bestemt havde fået en karriere som landspolitiker, men Erik var ikke interesseret. Han brændte og brænder for Rødovre og det synes jeg, vi skal være glade og taknemmelige for.
Da Brixtofte i Farum sendte pensionister på charterferie, udstyrede alle borgere med PC’er, skabte et fodboldeventyr, privatiserede stort set alt, imens han tog rigeligt for sig af rødvinen på skatteborgernes regning, da sad Erik Nielsen og byrådet og vendte hver en krone for at få pengene til at passe og skabe velfærd. I dag betaler de – stadig – prisen i Farum og i Rødovre vender vi stadig hver en krone for at få mest ud af hver en øre.
Tænk, hvis Erik havde forladt kommunalpolitik og var blevet skatteminister eller finansminister?
Nu er jeg over årene kommet tættere på Erik Nielsen som menneske. Vi er naboer og sidder i bestyrelse sammen – hvor vi er kendt som Rødovreklanen. Jeg har ikke mødt et menneske, der har været så dedikeret til sin post og sin by som ham. Jeg tror faktisk, at Rødovre kommer først i hans prioriteter. Måske endda før kone og børn, men under alle omstændigheder før ham selv.
Ovenpå den triste besked fik jeg en lille snak med ham over hækken. Jeg spurgte ham, hvad fanden han så skulle bruge tiden på. Han svarede: ”Måske jeg skal være besøgsven i Røde Kors. Eller tror du jeg er for kedelig?” – ”Hold nu kæft, Erik. De ældre har det sgu da hårdt nok. De skal vel for fanden ikke også
kedes ihjel.”
Nå, men Kære Erik, hvis ingen andre vil, så vil JEG godt have lov til at sige tak for dansen, dit engagement og din arbejdsomhed. Din efterfølger skal bruge ret meget avispapir for at fylde dine kæmpe plader af sko ud. Seriøst, manden har KÆMPE fødder, det er sgu da derfor, vi har den store vendeplads i Kirkesvinget ellers kom Erik aldrig udenfor en dør.

Kommentarer
Top