Annonce

Dreng påkørt da lyssignal gik i sort
lyskryds-tårnvej-slotsherrensvej-3.jpg
Der var ved at opstå flere farlige situationer, da avisens fotograf fangede morgentrafikken i krydset Tårnvej/Slotsherrensvej torsdag den 29. august. Foto: Michael Paldan
farlig situation En 13-årig dreng blev i sidste uge påkørt, men slap med livet i behold, da der herskede junglelov i stort lyskryds. Politiet rykkede ikke ud for at styre trafikken og det møder kritik.

Politiet fandt det ikke vigtigt at regulere trafikken, da signal-anlægget i det stærkt trafikerede kryds i Tårnvej og Slotsherrensvej gik i sort onsdag den 28. august ved middagstid som følge af et lynnedslag.
Om formiddagen passerede en medarbejder fra Teknisk Forvaltning krydset, hvor han konstaterede, at lyssignalet var ude af drift. Det blev derfor fejlmeldt hos serviceoperatøren, der i første omgang ikke kunne udbedre skaden digitalt, da lynnedslaget havde ramt ned i selve styreskabet, hvilket krævede en større reparation.
Rødovre Kommune oplyste to timer senere, på kommunens hjemmeside, at signalanlægget var ude af drift og at politiet var informeret.
Ingen betjente blev dog sendt til Rødovre og det kunne meget nemt have kostet en 13-årig dreng livet.
Maria Louise Kjærsgaard Andersens søn Rasmus forsøgte ved 17.15-tiden at krydse vejen på sin cykel på vej til svømning.Efter at have ventet i lang tid, signalerede en bilist, at han kunne cykle over. Men en anden bil over-
halede den ventende bil og ramte cyklen. Til al held slap Rasmus med skrækken.
”Hvis jeg havde vidst, at lyskrydset ikke virkede, havde han ikke fået lov til at køre til svømning. Min søn var meget chokeret, men glad for at der var flere, som spurgte om han havde brug for hjælp,” fortæller Maria Louise Kjærsgaard Andersen.

”Det skal mandsopdækkes”
Det er en politiopgave at vurdere, om der er behov for at foretage en regulering af trafikken, når et signalanlæg er ude af drift og på Rødovre Kommunes Facebookside var flere borgere fortørnede over, at ordensmagten ikke prioriterede opgaven.
”Sindssygt, hvis det kryds ikke mandsopdækkes. Tænk, hvor mange ulykker med døden til følge, der har været i det kryds,” skrev Kathrine Elaine Gil Olivares.
”Lader I helt seriøst det vanvittige vejkryds stå ureguleret,” skrev Dennis Cabral-Bernard.
Men vejkrydset forblev ureguleret og torsdag morgen var der ved at opstå flere farlige situationer, da avisens fotograf var på stedet. Lokal Nyt har været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, der i et skriftligt svar oplyser, at politiet hver dag modtaget meldinger om lyssignaler, der ikke virker.
”Som udgangspunkt medfører et lyssignal i sort ikke, at politiet tager ud til stedet og overtager trafikreguleringen. Det sker dog enkelte gange, hvis vi får melding om omfattende trafikale problemer på stedet, men det er, som sagt, ikke reglen,” lyder det fra ordensmagten i et svar til Lokal Nyt om, hvorfor opgaven med at trafikregulere krydset på Tårnvej og Slotsherrensvej ikke blev prioriteret.
Hvad mener du? Er det i orden, at et større lyskryds forbliver ureguleret i mere end 24 timer? Deltag i debatten på avisens hjemmeside, rnn.dk, eller på avisens Facebook-side.

 

Kommentarer
Top