Trump 2
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Nå, så blev Trump sur og vil ikke komme på besøg alligevel. Som jeg skrev i en tidligere klumme, så har jeg det med Trumps besøg, som besøg af den indre missionske familie fra Nordjylland. Man vil ikke være uhøflig, men håber lidt på, at besøget bliver aflyst.

Det gjorde det så. Nogle mennesker taler om, at både besøget og aflysningen af samme har fået folks pis i kog. Det sker ikke for mig. Jeg forventer samme temperatur på min urin på ca 38 grader i begge tilfælde – med mindre en halsbetændelse skulle støde til, så ville det nok komme op på ca 40 – men 100 grader er ikke på tale.
Seriøst, så troede jeg, det var en joke, da han sagde, at han ville købe Grønland. Det er jo ikke engang vores land. Han kunne jo ligeså godt have foreslået os, at han ville købe Sverige. Altså bortset fra, at der ville vi nok have sagt ja, stukket pengene i lommen og grint hele vejen til banken.
Der er så stadig mange mennesker, som mener, at vi skal respektere Trump. Han er demokratisk valgt af det amerikanske folk og derfor skal vi vise respekt. Næ, det skal vi faktisk
IKKE. Vi klarer det nu meget godt, når det drejer sig om Putin, Erdogan og Kim Jun Un – som alle er demokratisk valgte præsidenter.
Sandheden er vel, at når man opfører sig som en idiot – folkevalgt eller ej – så er man en idiot. Og at amerikanere har valgt en idiot som præsident er vel deres problem og ikke vores. De kan vel ikke forvente, at vi hopper op og ned af begejstring og råber hurra, for en mand som anser vores rigsfællesskab som et udstillingsvindue, som var det Rødovre Lokal Bolig.
Trump kunne jo starte med at vise den samme respekt. F.eks at man ikke køber andre folks lande… Når manden er så stupid, at han bliver fornærmet over, at hans foreslag bliver betegnet, som det det er: absurd, siger vel mere om ham end om os.
Jeg gad godt se hans
reaktion på, at vi lige ville købe Alaska eller Florida. Slap nu af, Trump. Det er bare en ejendomshandel…Hvis han skulle købe noget, skulle det så ikke være Mexico? Så fik han også løst immigrationsproblematikken. Jeg synes, at vores Statsminister svarede fint for sig – men egentligt synes jeg snart, at tiden er moden til at sige tingene, som de er: Trump, du er en absurd nar.
Men skulle han slå vejen forbi og have den store lande-indkøbs-pung med i Airforce 1, så skulle vi måske drage nytte af det. Han virker jo ikke skide smart, så jeg synes da, vi skal gøre et par skøder klar til hundremillioner-vis af dollars og lade ham købe Legoland, Tæppeland, Drømmeland, Danland, Leo’s- og Puff’s Legeland. Så kan han få et skråbånd af silke, en fastelavns kongekrone og et
LEGO kørekort og titlen Kong Gulerod af Tæppeland.
Farvel og på gensyn, Trump!

Kommentarer
Top