Annonce

SIND åbner café mod ensomhed
sind.jpg

SIND åbner café for at forebygge ensomhed og psykisk sårbarhed. Foto: SignELements

ENSOMHED: SIND åbner café for at forebygge ensomhed og psykisk sårbarhed. Foto: SignELements Foto: SIND åbner café for at forebygge ensomhed og psykisk sårbarhed. Foto: SignELements
Ensomhed To gange om måneden skal der råhygges og ses film, når SIND Rødovre bekæmper ensomhed på en varm måde. ”Og det er der brug for,” siger formand Jan Erikson.
Fakta

Har du spørgsmål til Café SIND, kan du få svar på telefonnummer: 29 71 57 07.

Alt for mange i Rødovre føler sig ensomme og det er faktisk farligt. Derfor åbner SIND Rødovre nu en ny café, der skal gøre det nemmere at gøre noget ved ensomheden.

For der er nemlig en sammenhæng mellem ensomhed og psykisk sårbarhed, understreger den lokale formand, Jan Erikson.

Han har indsamlet vigtige informationer og fundet frem til, at der blandt de ensomme i Danmark er mindst 175.000 mennesker, der også er psykisk sårbare.

Det er ud fra alle parametre et alt for højt tal, som man bliver nødt til at gøre noget ved, mener SIND Rødovre.

”På Læsø er der 1.814 helårsbeboere. Man hører altid, at i små samfund kender alle hinanden, og tager vare på hinanden. Sådan er det desværre ikke altid. Det konstaterede et SIND-medlem, da hun flyttede til øen. Også i et lille samfund finder der ensomme. Også ensomme mennesker, der er psykisk sårbare,” starter Jan Erikson inden vi afbryder ham.

 

Hvor mange ensomme borgere er der i Rødovre Kommune? Og hvor mange af dem er psykisk sårbare?

”Ny forskning viser, at omkring 350.000 mennesker i Danmark er ensomme, og af disse, er halvdelen mennesker, som er psykisk sårbare. Rødovre Kommune har fine tilbud om blandt andet væresteder. Ja, sammenlignet med andre kommuner i Hovedstadsområdet ligger Rødovre fint, men disse tilbud ligger fortrinsvis i dagtimerne,” svarer Jan Erikson, der tror mange i Rødovre bruger aftenerne på at zappe rundt på fjernsynet.

”SIND Rødovre vil bryde ensomheden både for almindelige borgere, men så sandelig også borgere med psykisk sårbarhed,” siger han og fortsætter:

”Vi starter en Café SIND, der holder åbent hver anden onsdag i lige uger fra kl. 1700 til 2200. Vi holder til i Huset, Rødovrevej 114, og alle er velkomne og der er ingen krav om medlemskab af SIND, kom bare som du er.”

I caféen er der kaffe og te, og mon der ikke også er en kage.

”Vi sidder og råhygger os, vi kan vise en film, som vi derefter taler om. Vi inviterer gæster til samtale og foredrag, ligesom vi går i køkkenet og bager og steger. Vi tager også ud af huset, går på museum, i teater og til koncerter, samt vi tager på gåture. Den bedste kur mod psykisk sårbarhed er motion, men brugerne af Café Sind medvirker selv i planlægningen af vores aktiviteter,” lover han.

 

 

Kommentarer
Top