Annonce

Huset Zornig erklæret konkurs
lisbeth-zornig.jpg
Huset Zornig er erklæret konkurs. Gældsstyrelsen begærede konkursen ved Sø- og Handelsretten på grund af en forfalden gæld, hovedsagelig skat, på 1,3 millioner kroner Foto: Arkiv
konkurs Avisens tidligere klummeskribent og formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, er erklæret konkurs. Det oplyser hun i en pressemeddelelse.

I årevis har hun arbejdet for at fremme socialt udsatte menneskers vilkår og gennem ’Huset Zornig’, har hun blandt andet arbejdet med udvikling og formidling af social innovation.
Lisbeth Zornig Andersen har en vigtig stemme i den offentlige debat på det sociale område, men i kulissen har hun kæmpet med økonomien og i en pressemeddelelse oplyser hun, at Huset Zornig er erklæret konkurs. Gældsstyrelsen begærede konkursen ved Sø- og Handelsretten på grund af en forfalden gæld, hovedsagelig skat, på 1,3 millioner kroner, efter at have afvist en afdragsordning.
Da Lisbeth Zornig Andersens periode som Børnerådsformand udløb i 2012, bad socialminister Karen Hækkerup hende om at fortsætte som selvstændig rådgiver for ministeriet og gav samtidig Lisbeth en konsulentopgave i form af en analyse af de såkaldte nomade-familier, som er socialt udsatte familier, der flytter fra kommune til kommune. Det grundlagde rådgivningsvirksomheden Huset Zornig.
Året efter havnede Huset Zornig i en sand mediestorm, da daværende socialminister Annette Vilhelmsen gav Lisbeth Zornig Andersen en milliondonation til demokratikampagnen Stemmer på kanten.
Projektet havde til formål at give socialt udsatte borgere en tro på, at deres stemme også tæller, men støtten blev givet på forkerte vilkår og det udløste en politisk klapjagt på Vilhelmsen og en kritisk mediestorm omkring Zornig.
”Set i bakspejlet burde jeg nok have trukket stikket der. Men jeg satsede på, at stemningen ville vende, jeg havde jo ikke begået fejl, hvilket også blev dokumenteret i en advokatundersøgelse. Så jeg kørte virksomheden videre, udviklede ny viden og nye løsninger for socialt udsatte, mens jeg skubbede en skattegæld foran mig. Det var en fejlvurdering. Jeg var ikke dygtig nok eller for kontroversiel til at skabe den økonomi, som var nødvendig,” udtaler Lisbeth Zornig Andersen i pressemeddelelsen.
Huset Zornig er ikke et selskab med begrænset ansvar, det er en personlig ejet virksomhed. Derfor er Lisbeth Zornig Andersen også gået personligt konkurs med afgørelsen.
Huset Zornig modtager ikke offentlig støtte og har ikke andre kreditorer end Gældsstyrelsen.

Kommentarer
Top