Annonce
Fighter: “Jeg bliver aldrig rask”
heidi-stafet-for-livet-9.jpg
Heidi Brink springer i år ud som fighter til Stafet For Livet. Sidste år ville hun ikke skilte med, at hun var syg. Foto: Michael Paldan
stafet for livet Hvis der er én ting i livet, vi ved med sikkerhed, er det, at vi alle skal dø. Alligevel er det en besked, der er umulig at acceptere, når man får dødsdommen af lægerne. Idag klynger Heidi sig til håbet om, at ny forskning forlænger hendes liv, men har samtidig accepteret, at hun hele tiden skal have det bedste ud af det liv, der er tilbage.

Selvom det er andet år i træk, at Heidi Brink deltager ved Stafet For Livet i Rødovre, er det først i år, at hun ‘tør’ trække den gule fightertrøje over hovedet.
På dette tidspunkt sidste år ville hun nemlig ikke forbindes med en, der var syg.
Siden er hun blevet stærkere og mere skarp på, hvad kræften har gjort ved hende og hendes liv. Derfor er hun klar til at trække i trøjen og gå forrest for den gode sag.
”Jeg bryder mig ikke om at udstille mig, da jeg ønsker at være ‘normal’ og ikke blandt de syge, men i år gør jeg det,” fortæller Heidi.
Sidste år deltog hun på holdet FRI med venner og der deltog hele hendes familie, hendes søster, bror, mand, børn og niece samt hendes kæreste. Og det kunne mærkes.
”Følelsen af deres opbakning i forhold til min sygdom er mit bedste minde fra sidste år,” fortæller Heidi. Udover det føler hun, at det nytter at deltage ikke kun for sammenholdet, men også at samle penge ind til bekæmpelse af kræftsygdommen.

En af de værste
Heidi fik for fire år siden konstateret Myelomatose, der er en alvorlig kræftsygdom i knoglemarven. En gang om måneden får hun daratumumab immunterapi, som er en forbyggende behandling.
”Jeg har det fint og føler mig tryg i den afdeling, jeg hører til i på Rigshospitalet. Her føler jeg mig forstået og det er mine behov, der er i centrum,” siger Heidi, der længe drømte om at komme tilbage på arbejdsmarkedet i fuld vigør.
Sådan skulle det dog ikke gå.
“Det var utopi at tro, jeg kunne fortsætte på jobbet, men det er også svært at blive førtidspensionist, fordi alle hele tiden spørger som det første, hvad man laver, når man er ude at møde mennesker,” siger hun og fortsætter ærligt:
“Der er en fordom om, at man er en af dem, der sidder nede på bænken, hvis man er førtidspen-
sionist, men sådan er det jo ikke. Jeg har arbejdet i Rødovre Boligselskab og er vant til at have mange bolde i luften.”

Fra frisk rallykører til syg kræftramt
Rigtig mange faktisk, for Heidi har været rallykører i mange år og altid været hængt op.
“Nu skal jeg skære ned til at tingene bliver overskuelige, men jeg mister alligevel overblikket ret tit,” griner hun, men der er en vigtig erkendelse i det.
Nemlig erkendelsen af, at ringene aldrig helt bliver det samme. Derfor har hun også besluttet sig for at slå et slag for stafetten som fighter denne gang.
“Når man først erkender det, falder man mere til ro. Det der skete var, at man i overgangsfasen hele tiden enten var på hospitalet eller til samtale med jobcenteret. Man blev hele tiden mindet om, at man er på vej et sted hen. Nu er jeg endelig landet og det giver mod og ro,” forklarer den seje fighter, der også sagde nej til at deltage i samtalegrupper under Kræftens Bekæmpelse.
“De ville gerne have mig i grupper med andre syge. Det havde jeg ikke behov for, jeg ville bare have mit normale liv. Det ved jeg i dag, at jeg ikke får, til gengæld får jeg noget andet.”
I dag er Heidi førtidspensionist, hvilket var svært i starten at accepterer, men i dag nyder hun al sin ferie sammen med sin mand og tre drenge på 12, 14 og 28 år i et dejligt hus i Spanien, som hun valgte at købe for de penge, hun fik udbetalt for kritisk sygdom og sin invalidesum.
Når hun ikke holder ferie i sit dejlige fristed i Spanien, bruger hun en del timer på at danse flere gange om ugen på holdet Dansende Divaer hos Pejsegården i Brønshøj.

Nyt hold i år
I år skal Heidi deltage på holdet Mm-Cph & Cykelexperten, hvor det er en veninde, der er drivkraften for holdet. Heidi håber, at hun igen i år rammes af fællesskab, håb, sammenhold og kærlighed både til og fra sin familie. Og måske at være med i seks til otte timer på pladsen.
“Indtil sidste år havde jeg ikke lyst til at reklamere for, at jeg var syg. Jeg var stadig i en fase, hvor jeg havde lyst til at være normal. I år vil jeg gerne være med til at gøre en forskel,” siger Heidi, der lever med visheden om, at hun aldrig bliver rask.
“Jeg bliver aldrig rask. Jeg har kræften i min knoglemarv. På et tidspunkt sagde man, at gennemsnitslevealderen var syv år for sådan en som mig. Det er fire år siden nu og jeg klamrer mig til ny forskning hele tiden,” siger hun og fortæller om dengang, hun fik beskeden serveret på Rigshospitalet.
“Man bliver chokeret, for jeg følte mig faktisk ikke syg. Jeg var på Riget af en anden årsag. Det er ved en scanning, at de finder kræften ved et tilfælde,” afslører hun.
Idag rejser hun mest muligt og gør alt for altid at finde den positive vinkel på tingene.
“Småproblemer rører mig ikke længere. Jeg spilder ikke min tid på småkommentarer. Til gengæld er jeg nok blevet lidt ilter, når noget rammer min retfærdighedssans,” griner Heidi Brink.

Kommentarer
Top