Annonce

Børn uden hår leger også
stafet-for-livet-magnus-5.jpg
Magnus og resten af familen Andersen har god grund til at smile. Magnus er kræftfri efter et længere syngdomsforløb. Foto: Michael Paldan
stafet for livet Hvis man tænker over det, findes der ikke mange flere dystre steder end afdelingen for kræftramte børn på et hospital, men hvis du først har set sygdommen i øjnene, vil du også opleve børn, der griner og laver ballade. For børn, der har mistet håret, leger også.

Der bliver grinet i den anden ende af røret. Da vi fanger Per og Christina Andersen er de kilometer fra de dage, uger, måneder og år de har brugt på Rigshospitalets afdeling for kræftramte barn. Bogstavelig talt, fordi de er på ferie med deres 7-årige søn Magnus, men knap så bogstaveligt fordi noget af det, de har taget med sig fra hospitalet er den livsglæde og kampgejst, som børn og familier der dag ud og dag ind viser og smitter hinanden med.
”I starten synes man jo, at det sted er et helvede på jord, men så opdager man, at børnene faktisk bare leger og prøver at få det bedste ud af det og
ikke kan lade være med at være nogle banditter, der laver ballade,” fortæller Christina.
Hun er glad. Magnus er blevet erklæret rask.
To og et halvt års vild kamp med daglige rutiner, medicin, prøver og behandlinger er fra det ene øjeblik til det andet skiftet ud med en hverdag, som også er almindelig i andre menneskers øjne.
”Ja, Magnus savner faktisk måske lidt, at vi ikke bare kan spille playstation og hygge alene hver dag,” siger Per og uddyber:
”Sådan har vores hverdag jo været. Vi har levet på den afdeling og Magnus var kun fire år, da vi fik beskeden. Dengang faldt hele vores verden i grus og man er fuldstændig færdig, men man finder styrke i hinanden og går i overlevelses mode.Man får en masse positive statistikker smidt i hovedet og en plan, som man intet hører af, men det hele skal gå bedst muligt og det har vi koncentreret os om. Jeg tror, han har haft et nemt forløb uden for mange uforudsete indlæggelser og infektioner.”
Parret deltager i Stafet For Livet sammen med deres crossfittklub fra Tæbyvej og de er ikke alene. Her er der i alt 30 deltagere, som på den ene eller anden måde har haft berøring med kræft.

Løbet markerer overgangen til et normalt liv
For familien handler det om at bakke op og sætte fokus på en sag, der rammer alt for mange familier. Samtidig markerer løbet overgangen til et mere normalt liv.
”Når man får sådan en dødsdom, som man jo tror, det er, så er arbejdet ikke længere vigtigt. Det handler på en måde bare om børnene, da Magnus også har en storesøster. Vi skal både på hospitalet, men også hygge, se netflix og spille playsta-
tion, så for os handler løbet ikke om, at Magnus er syg, men at han er blevet rask,” siger Christina, der aldrig glemmer det første møde med børneafdelingen på hospitalet.
”Det er det værste sted på jorden fyldt med syge
børn overalt og trætte forældre. Når du ser børn løbe rundt uden hår på hovedet, mister du håbet, men når du så ser dem cykle og lege, sker der noget andet. Der er noget håb forbundet med det i modsætning til, når det er ældre mennesker, hvor man frygter, at kræften er sidste stop.”
Hendes mand kalder de voksne forældre på afdelingen, og især de nye, for zombier, men børnene kan stadig være frække og nogle gange bliver man faktisk glad, hvis ungerne derinde skaber sig lidt.
”Man går fra en normal dag med madpakker og børnehave til urinvejsprøver. Magnus har fået tonsvis af medicin. Det hårdeste i starten var, da medicinen begyndte at påvirke hans humør. Tænk sig at være fire år gammel og have en slange siddende i næsen, som du ikke må fjerne,” siger han og fortsætter alvorligt.
”Vi var inde i en periode, hvor der gik 14 dage, hvor han ikke grinte. Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv.
Heldigvis er det kun gået den rigtige vej, så det er med smil på læben, vi deltager i stafetten.”

Et godt råd
Det kan virke søgt, altid at slutte denne slags historier med et godt råd til forældre, der havner i samme situation, som Christina og Per, men de har alligevel ét.
”Det er svært at bede om hjælp, men man skal i hvert fald lære at tage imod den hjælp, man får tilbudt.”
Det kunne have været så kort, men når man spørger dem, hvorfor egentlig, kommer der ærlige ord gennem transmissionen fra ferielandet Portugal.
”Det er en svær situation at være i. Også som pårørende. Man skal fortælle historien mange gange om ens barn, der er ramt af kræft. Man bliver hele tiden skruet tilbage til dengang, vi fik det at vide selv. Vi har en hverdag, der skal hænge sammen, så nogle gange handler det også om at huske, at der er en dag i morgen, uanset hvad der sker. Man skal ikke gå og pakke sig ned under dynen. Det har på intet tidspunkt kunne betale sig at tænke det værste eller miste håbet.”

Kommentarer
Top