Annonce

24 timer med fokus på kræftsagen
Stafet-for-livet-180825-05.jpg
Du er mere end velkommen på avisens stafet-hold uanset om du løber 20 omgange eller bare går en gang rundt om rådhuset. Billedet er fra sidste års stafet, hvor borgmester Erik Nielsen (S) gik den første runde sammen med de mange deltagere. Foto: Per Dyrby
stafet for livet Rekordmange forventes af deltage i den sociale motionsbegivenhed ’Stafet For Livet’, der i 24 timer sætter fokus på fællesskab, oplysning og indsamling – for kampen mod kræft.
Fakta

Stafet For Livet
Stafet For Livet varer 24 timer i Rødovre. Stafettens døgn symboliserer, at kræft aldrig sover, og at kræftpatienter kæmper med kræften hele døgnet - både i de lyse og i de mørke timer. Derfor holder vi også stafetten i gang om natten.
Holdene skal have minimum én deltager på banen i hele det døgn, stafetten varer. På den måde vises det, at kampen mod kræft aldrig stopper.
Stafet For Livet er en holdaktivitet - en fælles kamp mod kræft. Hold på typisk 10-15 personer tilmelder sig og samler på forskellige måder penge ind til bekæmpelse af kræft.
Den amerikanske læge Gordy Klatt er idemanden bag Stafet For Livet. Han fik ideen tilbage i 1985, og Stafet For Livet er i dag verdens største fundraisingaktivitet.
Kilde: stafetforlivet.dk

Det gik over al forventning, da ildsjæle sidste år søsatte en lokal udgave af ’Stafet For Livet’ på og omkring rådhusplænen. I alt deltog 20 hold og 552 deltagere i stafetten, der går ud på, at der i 24 timer sættes fokus på kræftsagen. Hvert hold, der kan består af alt lige fra én til 100 deltagere, skal i løbet af de 24 timer holde ’stafetten’ i gang på en rundstrækning på 485 meter rundt om rådhusplænen og rådhuspladsen. Hvert hold har mulighed for at skaffe en eller flere sponsorer, der donerer et beløb til holdet og i sidste ende lander hele overskuddet hos Kræftens Bekæmpelse.
”Sidste år samlede vi 107.000 kroner ind via løbet, sponsorer, tombolaen og salg på pladsen. Det var vi meget tilfredse med, men vi høstede også vigtige erfaringer og i år vil vi blandt andet samle teltene mere på rådhusplænen, så de ikke er så spredte,” fortæller Henriette Weibel, der er tovholder på ’Stafet For Livet’ og selv har kræft helt tæt inde på livet. For to år siden fik hun konstateret brystkræft med spredning til lymferne. Hun har siden gennemgået flere operationer og er i dag kræftfri. Hun kæmper dog med en lang række senfølger som følge af strålebehandling, men vil være klar til at gå ruten senere på måneden.
”Jeg er helt vild med konceptet fordi alle kan være med på hver deres måde. Nogle løber ruten flere gange og andre går den én gang. Det er en motionsbegivenhed, men det handler i lige så høj grad om fællesskab,” siger Henriette Weibel.

Forventer 750 deltagere
Årets rute er identisk med sidste års rute og på nuværende tidspunkt er der 31 tilmeldte hold tilmeldt til stafetten, der starter lørdag den 31. august klokken 12 og slutter 24 timer senere.
Det er langt flere tilmeldte end på samme tidspunkt sidste år og formand for ’Stafet for Livet’ i Rødovre, Lars Reuter, forventer omkring 750 deltagere, når det går løs.
”Vi har oplevet en stor interesse for ’Stafet For Livet’ i år og derfor er jeg sikker på, at vi slår sidste års deltagerrekord. Der er et socialt arrangement, hvor alle kan være med, og som sætter fokus på en uhyre vigtig sag. Statistikken viser, at 33 procent bliver ramt af kræft. Vi bliver nødt til at forholde os til de facts og det sætter tanker i gang,” siger Lars Reuter, der håber på mere end 750 deltagere og et overskud på 175.000 kroner.
Penge som går til Kræftens Bekæmpelse og som helt specifikt vil blive brugt til forskning, oplysning og patientstøtte.
”Vi håber at se rigtig mange borgere på rådhusplænen i løbet af de 24 timer, hvor der vil være underholdning på scenen og mulighed for at heppe og købe mad og drikke,” siger Lars Reuter.
På scenen kan man blandt andet opleve B77s Mandskor, Kim Sjøgren og Rødovre Revyen. Det fulde program kan ses på avisens hjemmeside.

Bliv en del af Lokal Nyt-holdet
Integrationsrådet, gymnastikforeningen ROG og flere politiske partier er blandt de 31 tilmeldte hold. Din egen lokalavis er også tilmeldt sig og du kan komme med på holdet. Alle er mere end velkomne til at blive en del af ’Rødovre Lokal Nyt’ til årets stafet og vi kvitterer med en gratis RLN T-shirts og flere konkurrencer i løbet af de 24 timer. Hvis du vil oprette dit eget hold eller tilmelde dig avisens eller en af de øvrige hold, skal du klikke dig ind på stafetforlivet.dk.

Kommentarer
Top