Vestbads udvidelse forsinket for tredje gang
vestbad_006_200217_BP.jpg

For tredje gang på kort tid er renoveringen af det historiske friluftsbad forsinket.

For tredje gang på kort tid er renoveringen af det historiske friluftsbad forsinket.
Vestbad Byggeriet af friluftsbadet ved Vestbad er igen igen forsinket, da entreprenøren ikke er blevet færdig til tiden.
Fakta om renoveringen af Vestbads historiske friluftsbad
  • For et år siden tog Brøndbys borgmester Kent Magelund og Vestbads bestyrelsesformand Lene Due det første spadestik til den omfattende renovering af Vestbads historiske friluftsbad. Det bliver ført tilbage til sin oprindelige stand - præcis som det så ud i 1958 med bassiner, park, trafiklegeplads og ‘hønen’.
  • Projektet skal genskabe friluftsbadet som et yndet udflugtsmål og en kulturhistorisk perle. Friluftsbadet er blevet fredet i forbindelse med restaureringen.
  • Friluftsbadet blev ved indvielsen i 1958 regnet for arkitektur af høj kvalitet og både parken og helhedsplanen for området er tegnet af C. Th. Sørensen, der var sin tids førende danske landskabsarkitekt og i dag regnes blandt verdens mest fremtrædende.

Du kan godt glemme alt om at tage både sol og dukkert på denne side af sommeren i Vestbad. Endnu engang er byggeriet, der skal genskabe det historiske friluftsbad nemlig forsinket. Og det ærgrer foramnd for bestyrelsen, Lene Due (S).

”Vi er meget ærgerlige over forsinkelsen. Vi havde håbet, at vi kunne slå dørene op til det fantastiske friluftsbad i juli måned. Men entreprenøren er desværre ikke blevet færdig til tiden. Vi gør, hvad vi kan for at lægge pres på entreprenøren, så de bliver færdige så hurtigt som muligt,”, siger Lene Due. Det vides desværre endnu ikke, om friluftsbadet når at åbne denne sommer, og det er der flere forskellige grunde til, forklarer Lene Due til Rødovre Lokal Nyt, da vi fanger hende midt i sommerferien.

”Det skulle have været åbnet i maj, og så skulle det i stedet have været åbnet i juli, men entreprenørerne er bare ikke færdige,” begræder hun.

Det er især de mange specielle ting, der skal fremstilles, som driller.

”Hvis det ene bliver forsinket smitter det af på de andre ting. Nogle af underleverandørerne har ikke været færdige til tiden og så kan de andre ikke komme videre. Der er ikke fliser på bassinet eksempelvis, fordi der er nogle vægge der skal rettes op. Man har ganske enkelt ikke støbt kanterne lige nok,” forklarer Lene Due, der er vred over, at borgerne ikke får glæde af den danske kanonsommer, og måske giver kommunen skylden.

”Mange af vores byggerier bliver forsinket, og så tror folk, at det er kommunen, der ikke kan finde ud af det.

Samtidig er det irriterende med forsinkelser, fordi det i praksis går ud over nogen. Her er det børn og andre, der holder sommer herhjemme,” siger Lene Due og tilføjer:

”Der er også noget økonomisk i det. Det er i de her måneder, at svømmehallen kan tjene ekstra penge på grund af al det udendørs. Så det er dobbelt ærgerligt.”

 

 

 

Kommentarer
Top