Støtter Rødovre idrætten nok?
tennissportens-dag_15_120512_BP.jpg

Kun ni kommuner bruger flere penge end Rødovre på idrætsforeningerne - men vores naboer bruger alligevel mere.

Kun ni kommuner bruger flere penge end Rødovre på idrætsforeningerne - men vores naboer bruger alligevel mere.
Idræt Rødovre er den kommune i danmark, der bruger tiende flest penge på idræt og fritid - men er det nok? De kommuner lige omkring os bruger nemlig flere penge per indbygger og samtidig presser befolkningstilvæksten byens anlæg. 
Top 10: I disse kommuner bruger de mest på sport og fritid

Ishøj Kommune

2.428

Gentofte Kommune

1.919

Tårnby Kommune

1.881

Greve Kommune

1.880

Albertslund Kommune

1.876

Glostrup Kommune

1.832

Herning Kommune

1.752

Herlev Kommune

1.725

Gladsaxe Kommune

1.674

Rødovre Kommune

1.665

Aldrig før har de danske kommuner brugt så rekordmange penge på sport- og fritidstilbud. Det viser tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, men alligevel er der næsten 1800 kroner til forskel – per indbygger – på den støtte kommunerne giver deres borgere til sport- og fritidsaktiviteter.
Rødovre sniger sig lige akkurat ind i top 10, men bliver dog overhalet af flere nabokommuner i idrætsvenlighed. 
Ialt har landets 98 kommuner i gennemsnit har øget deres forbrug på sport og fritid med 186 kroner per borger siden 2007, hvor kommunalreformen trådte i kraft, svarende til en stigning på 18 procent.
I år bruger kommunerne i gennemsnit 1.235 kroner per borger, seks kroner mere end sidste års rekord. 
I Rødovre er tallet noget højere, nemlig 1.665 kroner per indbygger. 
Og det er vigtigt, at de danske kommuner støtter op om sports- og fritidsaktiviteter, da det ofte danner grobund for stærke lokalsamfund i den respektive kommune, lyder vurderingen fra cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm. 
“Kommunernes tilskud til sport og fritid har stor betydning for udviklingen i de små bysamfund – især i provinsen – som i høj grad beror på de lokale foreninger, hvor borgerne mødes om den pågældende sports- eller fritidsaktivitet. Derfor er økonomisk støtte til sport- og fritidsaktiviteter også noget, der potentielt kan gøre små lokalsamfund mere attraktive for boligsøgende. Der er derfor ikke kun tale om sundhedspolitisk støtte fra kommunerne, men i ligeså stort omfang opbakning til de små lokalsamfund, der findes rundt omkring i Danmark,” siger han og fortsætter:
“Udviklingen i kommunernes støtte til sport og fritid led ellers ifølge tallene et knæk tilbage i 2016, hvor tilskuddet på landsgennemsnit blev nedsat med 13 kroner per borger. Siden da har kommunerne dog skruet op for støtten, og de seneste fire år er fritidsforbruget vokset med 50 kroner per borger, hvilket svarer til en stigning på 4 procent.”
 
 
Gang i mange ting
Skal man lege fandens advokat kan man dog spørge om, det er godt nok for Rødovre, der er inde i en voldsom befolkningstilvækst at bruge færre penge end nabokommunerne?
Det synes formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Due (S). 
“Jeg er som udgangspunkt glad for, at vi er med i top 10. Men om det er nok, kan jo altid diskuteres,” siger hun og peger på, at befolkningstilvæksten altså også har sat gang i andre investeringer. 
“Vi står jo for at udbygge meget i øjeblikket, så vi kan få vores børn passet og så videre, men vi er altså også igang med at renovere flere at vores idrætsanlæg,” understreger Lene Due og nævner eksempelvis renoveringen af Vestbad, og Stadionhallens omklædningsrum.

Stor forskel mellem top og bund

Kigger man nærmere på de enkelte kommuner, er der stor forskel i tilskuddene til sport og fritid på tværs af landet. I toppen af listen ligger Ishøj Kommune, som med hele 2.428 kroner per borger bruger suverænt mest på sports- og fritidsaktiviteter. Her følger Gentofte Kommune med 1.919 kroner per indbygger, mens Tårnby Kommune spenderer 1.881 kroner per borger. Knap så store tilskud uddeles i Samsø Kommune, der bruger 631 kroner per borger, efterfulgt af Odder Kommune, som har et fritidsforbrug på 699 kroner per indbygger.

Ifølge Jens Nyholm har man i mange hovedstadskommuner en tendens til at bruge flere penge på sport og fritid end i resten af landet:
“Ni ud af de ti kommuner, der bruger mest på borgernes sports- og fritidsaktiviteter, ligger ifølge tallene fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i Region Hovedstaden. Og tager man et nærmere kig på bunden af listen, så kan man se, at alle kommuner er placeret uden for København, primært i det jyske,” forklarer han og fortsætter:
“Faktisk er der en forskel på hele 1.797 kroner mellem Ishøj Kommune, der bruger mest, og Samsø Kommune, som bruger mindst. Der ligger sandsynligvis demografiske årsager bag den store forskel, som kan variere fra kommune til kommune. Eksempelvis spiller alderssammensætningen og antallet af unge i kommunerne en stor rolle, da mange unge ofte medfører et højt aktivitetsniveau i lokalforeningerne. Og da de fleste unge flytter ind til byerne, så vil bykommunernes støtte til sport- og fritidstilbud oftest være ret høje.”

Kommentarer
Top