Annonce

Sommertid er agurketid og shortstid
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme I mit rigtige liv har jeg jo et rigtig arbejde. På min arbejdsplads er der en meget konservativ dresscode. Ja, billedet ovenover, det er mig i mit arbejdstøj.

Men den dag min ferie sluttede, der begyndte det varme vejr og jeg måtte nødtvunget skifte shorts og T-shirt ud med skjorte og jakkesæt.
Som det er blevet en tradition hvert år om søndagen, før jeg skal på arbejde, så prøver jeg at finde en undskyldning for ikke at skulle på job igen. Jeg tjekker min pensionsopsparing og finder – igen – ud af, at pensionen ikke er noget jeg har råd til foreløbigt. Måske ikke engang mens jeg er i live. Jeg køber altid tre lottokuponer om lørdagen – og om søndagen bliver de så tjekket. Ja, de 36 kroner jeg vandt, gør det heller
ikke muligt at blive hjemme.
Søndag aften går jeg i kælderen. Damprenser et jakkesæt og stryger en skjorte. Jeg tager også et bad, så jeg har mulighed for mindst at kunne sove en halv time længere, inden jeg mandag morgen med mismod, tunge skridt og tårer i øjnene begiver mig afsted på job. Hvis jeg bliver mødt af en kollega, som spørger, om jeg har haft en god ferie… ja, så bryder jeg hulkende sammen i gråd.
Nå, men som sagt det gode vejr er en stensikker indikator på, at min ferie er overstået. I år var ingen undtagelse.
Og på min arbejdsplads er vi så meget miljøbevidste, at der er ikke air-con på kontoret. Jeg ved ikke, om det er for at kompensere for, HVOR meget vores skibe sviner på verdens-
havene, at vi på kontoret må svede tran.
Forleden gik jeg indtil direktøren for fortagendet:
”Hej Chef”
”Hej Chris, hvad vil du nu?”
”Jeg vil bare sige, at mine kolleger og jeg synes, at du arbejder alt for hårdt og længe. Vi synes, at du skulle holde fri i denne uge. Der er ingen, der fortjener en ekstra uges ferie mere end dig, chef. Bare sidde hjemme på terrassen med lidt kold hvidvin. Så passer vi på forretningen imens.”
”NEJ, Chris. Du må STADIG ikke have shorts på, når du er på arbejde”
”Jamen Chef, pigerne har korte kjoler på og bare tæer i sandaler”
”Ja, men Chris, du skal da være velkommen til at komme i kilt, bare du husker på, at den skal være af uld og huske de knælange uldsokker.”
Nå, men har du det som mig, så trøst dig ved, at der kun er 325 dage til næste sommerferie – og så begynder piveriet forfra.
God sommer!

Kommentarer
Top