Annonce

Poterækning til pensionister
20190607_1342160.jpg

RABAT HOS DYRELÆGEN: Som ansvarlig dyrlæge for klinikken har Dyreværnet ansat Sophie Haack-Hamilton. Sophie er uddannet dyrlæge og har en bred erfaring med kæledyr og brænder for konsultationer og dialogen med ejere. Foto: Dyreværnet

RABAT HOS DYRELÆGEN: Som ansvarlig dyrlæge for klinikken har Dyreværnet ansat Sophie Haack-Hamilton. Sophie er uddannet dyrlæge og har en bred erfaring med kæledyr og brænder for konsultationer og dialogen med ejere. Foto: Dyreværnet
Dyreværnet Alt for mange dyr lider fordi deres mennesker sparer lægebesøget væk. Situationen forværres af, at det ofte er pensionister med ældre dyr, og derfor flere skavanker, som venter til sidste øjeblik med besøget. Nu giver Dyreværnet pensionisterne en poterækning.

Hvis man i forvejen tæller pengene derhjemme en ekstra gang inden man kaster sig ud i de store udskrivninger på kontoen, som mange folkepensionister gør, kan det hurtigt gå ud over husdyrene.
Det oplever Dyreværnet, som fremover tilbyder dyrlægehjælp med en klækkelig rabat til ældre borgeres kæledyr. Fra den 1. juli giver foreningens klinik på Islevdalvej i Rødovre derfor 15 procent rabat til alle folkepensionister, der har behov for at få tilset eller behandlet deres firbenede ven.
”En af fordelene ved at benytte Dyreværnets dyreklinik er, at det man betaler, for at tage sit dyr til dyrlæge hos os, går ubeskåret til at hjælpe andre dyr, der har behov for vores hjælp. Da vi er en forening, er vores ydelser ikke en profitmaskine. Vi er her for at redde dyr i Danmark og vi kæmper for at få økonomien til at hænge sammen, derfor må vi tænke anderledes”, fortæller Rikke Christensen-Lee, der er direktør for Dyreværnet og uddannet dyrlæge.
På Dyreværnets driftige internat i Rødovre har foreningen åbnet en dyrlægeklinik. Her kan alle bestille en tid til en konsultation ligesom hos en ganske almindelig dyrlæge. I Dyreværnet kan du møde Sophie, der er ansvarlig for klinikken.
”Vi oplever, at folkepensionisterne har brug for hjælp til at få tjekket deres dyr. Der er et klart behov fordi pengene er lidt mindre og at uforudsete omstændigheder gør, at man ikke bruger de samme midler på dyrene. Og vi vil gerne hjælpe hver en pote,” siger Sophie Haack-Hamilton.

Kom i bedre tid
Hun fortæller, at ældre mennesker oftere har ældre dyr og derfor kan det være rigtig vigtigt at besøge en dyrlæge i tide.
”Med ældre hunde, er tænderne ofte et problem. Hvis vi skal fjerne tandsten er det jo én ting, der ikke er så dyrt og voldsomt et indgreb, som hvis vi helt skal fjerne tænder, fordi de har ventet for længe med at komme af frygt for regningens størrelse,” påpeger hun.
Det handler med andre ord om at fange dyrene i tide og sikre det årlige check, der er essentielt for både hunde og katte, ikke mindst for at forebygge alvorlige sygdomme.
”Det kan være en rigtig stor udskrivning for en folkepensionist at tage sit dyr til dyrlæge. Derfor har vi valgt at vi at tilbyde en særlig rabat til de danske folkepensionister,” siger Christensen-Lee, der er stolt over at kunne give en håndsrækning til de ældre:
”Vi ser meget, meget tit, at ældre mennesker er tæt knyttet til deres hund eller deres kat. Ofte er deres firbenede ven deres eneste daglige kontakt til et levende væsen, og det kan være smerteligt for dem, hvis deres ven mistrives. Derfor iværksætter vi nu et rabattiltag, der forhåbentlig vil gøre det mere overkommeligt for dem, at få tilset og behandlet deres bedste ven,” slutter Rikke.

Kommentarer
Top