Må du selv sætte halogenspots op?
avarta-toilet01_190511_BP.jpg

Der er masser af VVS-arbejde, du godt må lave selv, men har du styr på hvilket?

Der er masser af VVS-arbejde, du godt må lave selv, men har du styr på hvilket?
Det er faktisk ikke så nemt at vide præcis, hvor grænsen går for, hvad du selv må lave og hvornår du skal undlade selv at stå for el- og vvs-installationerne i din bolig.
Det må du selv lave: 

El:
• Udskifte en stikkontakt eller en afbryder i en eksisterende installation.
• Udskifte stikpropper, også så den passer til stikkontakten. Store brugsgenstande som frysere og køleskabe skal have overført jordforbindelsen, hvis der er jord i stikkontakten. Du må gerne udskifte stikproppen, så den passer til stikkontakten, eller sætte en forsats mellem stikkontakten og stikproppen.
• Trække ledninger fra stikkontakter eller fra udtag til lamper.
• Tilslutte et køleskab i en stikkontakt.
• Tilslutte og udskifte ovn, emhætte, komfur og tørretumblere, hvis disse har den rigtige stikprop, og det kan gøres uden brug af værktøj.
• Tilslutte og udskifte en opvaske- og vaskemaskine, hvis der er en spule- eller afspærringsventil og den rigtige stikprop.
• Tilslutte og udskifte en ventilator med stikprop.
Husk, at der er en betingelse for selv at lave ovennævnte opgaver: Du skal vide, hvordan du gør det rigtigt og sikkert!

VVS:
• Udskifte brugsgenstande som blandingsbatteri, bruserarmatur og wc, hvis der er afspærringsventil monteret på vandtilførslen umiddelbart inden aftapningsstedet.
• Udskifte pakninger i vandhaner.
• Udskifte et wc, hvis det har samme tilslutningstype som det wc, du fjerner.
• Udskifte en vask i en bordplade og udskifte afløbet fra vasken, hvis en eventuel vandlås er monteret synligt.
• Alt arbejde på varme, ventilation og blik er ikke omfattet af krav om autorisation.

Det må du ikke selv:

El:
• Sætte halogenlamper op, hvis transformer, lamper og ledninger er købt hver for sig.
• Trække nye kabler til eksisterende eller nye installationer og montere nyt installationsmateriel.
• Ændre på boligens faste elektriske installationer.
• Ændre i måler- eller gruppetavle.
• Installere eller udskifte udendørs lamper, afbrydere eller stikkontakter.

VVS:
• Etablere nye vvs-installationer.
• Tilslutte gulvafløb.
• Ændre på eksisterende brugsvandsanlæg, herunder udbygge et brugsvandsanlæg (vandrør til nye vandhaner, osv.)
• Udføre nogen former for arbejde på gasinstallationer.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne, Bolius og Sikkerhedsstyrelsen

Mange danskerne er gør det selv-mennesker på både godt og ondt. Godt fordi det er billigt og belejligt selv at kunne svinge en hammer, men ondt, fordi 10.000 danskere hvert år kommer til skade under gør det selv-arbejde. Oven i hatten er der grænser for, hvad du selv må lave.
”Langt de fleste former for el- og vvs-arbejde skal udføres af en virksomhed med autorisation,” siger Lars Dyrstrøm, vvs-installatør og formand for TEKNIQ-råd Hovedstaden, der repræsenterer regionens el- og vvs-installationsvirksomheder.
”Det er der flere årsager til. Den vigtigste er naturligvis de skader, du risikerer, hvis du som boligejer selv kaster dig ud i reparationer eller installationsarbejde, du ikke har fuldstændig styr på. I sidste ende kan det resultere i både elektriske stød, brand og vandskader,” forklarer han.
Han understreger, at ulovligt udført el- og vvs-arbejde kan få stor betydning, når din bolig skal sælges.
”Det forkert og ulovligt udførte installationsarbejde vil komme til at stå i de lovpligtige tilstands- og eleftersyns-rapporter. Det kan betyde, at du bliver nødt til at give en større afslag i salgsprisen – hvis de potentielle købere da ikke er blevet skræmt helt væk,” advarer Lars Dyrstrøm.

Søg rådgivning
I det hele taget anbefaler han, at du som boligejer generelt er meget forsigtig med, hvor meget du selv ændrer ved de tekniske installationer i boligen.
”Det handler helt grundlæggende om at bruge din sunde fornuft. Og hvis du er bare den mindst i tvivl, så kontakt en autoriseret installatør – hellere én gang for meget end én gang for lidt,” siger Lars Dyrstrøm.

Kommentarer
Top