“Det er et mirakel at der ikke skete mere”
rafat-danbolig_096_180619_BP.jpg
Raafat tilbage i sit rette element på kontoret hos Danbolig. Foto: Brian Poulsen
Den lokale ejendomsmægler Raafat Zankari fra Danbolig var tæt på at miste livet i en motorcykelulykke på Rødovrevej den 26. maj. Nu fortæller han om ulykken, der nær var endt fatalt.

Jeg kan stadig høre lyden inde i mit hoved. To små ’klik’ af en bil der bliver sat i gear,” fortæller ejendomsmægler Raafat Zankari fra lejligheden på Rødovrevej. Forårets ulykke ligger snart to måneder tilbage, men oplevelsen sidder stadig i kroppen hos den erfarne mægler, der har været en del af Danbolig de sidste 15 år, og i dag er daglig leder. Eu ulykke hvor Raafat brækkede ryggen tre steder, brækkede to ribben og slog skulderen kraftigt.
”Men det kunne være endt grueligt galt. Hvis jeg måske bare havde kørt et par kilometer hurtigere eller var landet anderledes, var jeg måske ikke sluppet så ’heldigt’,” siger Raafat Zankari med slet skjult ironi. En brækket ryg lyder ikke som en ulykke, hvor man er sluppet nådigt, men i dag er Raafat blot taknemmelig for, at han igen kan gå med støtte fra en krykke og så småt er ved at få kræfterne tilbage.
”Det er et mirakel at der ikke skete mere,” siger Raafat imens han på et stykke papir tegner, hvad der skete i øjeblikket inden ulykken.

Kørt over to gange
Ulykken skete søndag den 26. maj i krydset ved Fort-vej og Rødovrevej. Vejret var godt og efter en arbejdsdag havde Raafat hentet sin motorcykel i Islev for at nyde en eftermiddagstur. Først skulle han dog lige hjem til lejligheden på Rødovrevej og stille en taske, men i krydset ved Fortvej, kun få hundrede meter fra sit hjem, gik det galt.
Politiet er i øjeblikket i gang med at efterforske sagen og et endeligt skyldsansvar er derfor ikke placeret. Raafat Zankari er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at han intet gjorde forkert. På Rødovrevej kørte han bag to biler, da de nærmer sig krydset ved Fortvej. Ifølge Raafat trækker begge biler ind i svingbanen for at dreje til højre. Han fortsætter selv lige ud og opdager for sent, at den forreste bil i svingbanen ikke drejer til højre, men i stedet slår et sving den modsatte vej for at lave en u-vending.
”jeg orienterede mig om trafikken i venstre side af vejen og da jeg kiggede op, er bilen lige foran mig. Jeg klodsede bremserne og nåede kun at tænke, om jeg skal lægge mig ned på siden eller lave et ’spider-man spring’ ud over min motorcykel,” husker Raafat, der valgte at vælte til den ene side.
Han ramte bilen mellem fordøren og bagdøren og da han slog øjnene op, kiggede han direkte op under bilen bund. Han kunne ikke få luft og kæmpede febrilsk for ikke at hyperventilere. I øjeblikket efter hørte han to små ’klik’ af en bil der blev sat i gear.
Med den ene hånd slog Raafat på undersiden af bilen for at gøre opmærksom på sig selv, men lige lidt hjalp det. Bilen kørte frem og det ene bagdæk kvaste Raafats ene lår og underliv.
”Det er den største smerte jeg nogensinde har oplevet,” siger Raafat og peger på sit lår, hvor dækmønsteret stadig kan ses. Mareridtet var dog ikke forbi endnu.
”jeg hørte en mand råbe, at bilisten skulle stoppe og sætte i bakgear og så hørte jeg to kliklyde igen,” siger Raafat.
Bilen blev sat i bakgear og kørte over Raafats skulder, inden den omsider stoppede.
”Det var en stor bil (Nissan Qashqai, red.) og jeg frygtede at han ville køre over min brystkasse, for så vidste jeg godt, at jeg ville gå i stykker,” siger Raafat, der herefter blev hevet ud af forbipassende, der ilede til.
Efter behandling på stedet blev han kørt med politieskorte til Rigshospitalet og senere overflyttet til Herlev Hospital, hvor han blev udskrevet ni dage senere.
Tre brud i ryggen, to brækkende ribben og en forslået skulder lød dommen.
”Jeg ved godt, at jeg har været heldig, men på den anden side, har jeg også tænkt på, hvorfor jeg lige skulle være dér på det tidspunkt,” siger Raafat, der har kørt motorcykel i mere end 25 år.

Vil ikke svigte kunderne
Den erfarne ejendomsmægler var naturligvis sygemeldt efter ulykken, men er nu tilbage på kontoret hos Danbolig, kollegaerne og kunderne.
”Da jeg blev udskrevet fik jeg chaufføren til at køre mig på arbejde. Det er for mig mit hjem, så der sad jeg en times tid. Mit arbejde er også min identitet og jeg har svært ved ikke at følge med i sager og følge op på kunder. Det ligger dybt i mig. Jeg elsker mit arbejde og glæder mig til snart at komme tilbage i topform,” siger Raafat Zankari, der er daglig leder af Danbolig-butikken i mæglerkrydset ved Jyllingevej og Rødovrevej.
Dag for dag går det heldigvis også fremad og når han på et tidspunkt føler sig helt klar, skal han op på motorcyklen igen.
”Ulykken må ikke være den sidste oplevelse jeg får på en motorcykel. Jeg skal ud og køre en tur igen og så må jeg finde ud af om jeg vil beholde den eller sælge den,” siger han.

Raafat Zankari modtager behandling efter ulykken på Rødovrevej tilbage i maj måned, der kunne have kostet ham livet. Nu er han tilbage igen hos Danbolig, hvor han er daglig leder. Foto: Mathias Øgendal

Kommentarer
Top