Bro, bro driller stadig
bro.jpg

Naturfredningsforening afviser at have noget at gøre med forsinkelsen af en ny bro over Jyllingevej.

Sådan så det ud, mens alting stadig var pænt, der hvor broen over Jyllingevej skal sættes op - idag ligner det ren kaos med væltede hegn og afspærret sti. Foto: Foto: Frank Willumsen, Rødovre Lokal Politik
Ventid Det var ikke for sjov, at vores løbeklub, Rødovre Lokal Løb, havde indkaldt til et drilsk broløb, der skulle tage løberne med til Rødovres mest drillende bro. Den lange nye bro henover Jyllingevej er nemlig slet ikke sat op endnu, selvom den oprindeligt skulle stå klar til sommer, som det hed. I mellemtiden falder alle de forbedrende initiativer hen i kaos.

Træer der er pakket ind i beskyttende gear og hegn der skal sørge for, at man ikke bruge stien på Volden har i månedsvis ligget hen uden menneskeligt tilsyn.

Hegnet er for længst væltet ved Jyllingevej, hvor en ny bro ellers skulle begynde at tage form.

”Arbejdet med at etablere en 212 meter lang bro over Jyllingevej er nu langt om længe i gang og hvis vejret arter sig, kan broen, der skal forbinde Vestvolden og gøre det endnu lettere for fodgængere, cyklister og andre bløde trafikanter at udnytte de rekreative arealer på Vestvolden, være klar til brug senere på efteråret.”

Sådan skrev vi her i Rødovre Lokal Nyt for snart et år siden.

September er lige om hjørnet, men det er broen ikke. Slet ikke.

Selvom de mange broelementer har ligget på lager siden 2015 er der nemlig gået hårdknude i sagen om broen henover Jyllingevej.

Det fik Frank Helleskov Vesterby Willumsen til at poste et billede på vores debatgruppe, Rødovre Lokal Politik, der viser det kaos som byggepladsen efterhånden er henfaldet til.

”Projektet har været i gang i 4 år, man har nedlagt cykelsti på begge sider af Jyllingevej samt taget gangbroen ned. Jeg spurgte derfor: Hvis projektet har så svage fremtidsudsigter, skal man vel reetablere cykelsti inklusiv asfaltbelægning og gadebelysning, så cyklister ikke ledes ud på mørk og hullet grusvej og der er sikker skolevej over Jyllingevej til henholdsvis Nyager og Tinderhøj,” skriver han.

Det fik formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Kongebro til at svare, at det er HOFOR, der har været meget langsommelig.

”Da løsningen er nært forestående, åbner vi endnu ikke cykelstien.”

Spørgsmålet er nu, hvad menes der med nært forestående.

Det har Lene Due fra Teknik- og Miljøudvalget desværre ikke noget svar på.

”Vi vil gerne have den her bro hen over Jyllingevej, men Hofor har problemer med nogle ledninger

Og Naturstyrelsen kan ikke blive enige med Hofor om, hvordan det skal løses,” siger hun og fortsætter:

”Vi prøver hele tiden at trykke på tangenterne. Personligt er det irriterende, at man har lukket stien i mellemtiden og jeg kan godt forstå kritikken.”

 

Men, når der ikke er en løsning i sigte, skal I så ikke etablere stien i mellemtiden, som der bliver spurgt til?

”Jamen, hvis vi åbner op, så skal stien laves og skal vi så bruge mange penge på det, når de måske lige om lidt laver broen. De siger jo, at det lysner i øst. Hvis der er noget, der er dyrt, så er det asfalt. Det sidste vi har hørt, er at den skulle op til sommer og jeg har i hvert fald ikke hørt noget om nogen ny deadline.”

Kommentarer
Top