Annonce
50 år som dansker
Badias-første-pasfoto_1969.jpg

Sådan så Badia ud i sit pas for præcis 50 år siden, da hun stævnede ud med den danske kyst.

#Derforerjegdansk: Når Badia Ballan søndag den 7. juli fejrer de 50 år i Danmark bliver det med åbne arme og døre i villaen, Ved Damhussøen 60. Her vil hun for familie, venner og bekendte holde reception fra kl. 15 til 18 og servere en lille dansk anretning og lidt til halsen. Foto: Privat Foto: Anders Hjerming
#Derforerjegdansk Når kalenderbladet vendes den 7. juli i år er det præcis 50 år siden, Badia Ballan kom til Danmark, hvor hun hurtigt forelskede sig i landet og giftede sig med en mand. 

Det lyder lidt som starten på et eventyr, men på mange måder er det også på sin plads at store fortællinger har en lidt speciel begyndelse. 

Der var nemlig engang en pige, der hed Badia. Hun blev født i Palæstina, hvor hun voksede op i Israel, som det syvende barn ud af en søskendeflok på elleve.

Ikke nogen helt almindelig familie. 

Badias familie var en kristen arabisk familie, som havde gennemlevet tre krige. Først i 1948, så i 1956 og igen i 1967. 

Badia uddannede sig til sygeplejerske og som noget helt usædvanligt – rejste hun ud i verden helt alene. 

Først med krydstogtsskib fra Haifa til Genova i Italien, og derfra med tog til København, hvor hun skulle møde en veninde, der havde fået arbejde på et dansk hospital.

Den 7. juli 1969 steg hun af toget på Hovedbanegården i København, og herefter tog hendes liv en uventet drejning. En ting var, at hun kom fra en lille landsby i det nordlige Israel – en landsby uden elektricitet og rindende vand, og hvori analfabetisme havde været meget udbredt – og nu befandt sig i København, et højt udviklet velfærdssamfund, hvor også hun fik arbejde i det danske social- og sundhedsvæsen. En anden ting var, at hun efter bare få uger i Danmark mødte en dansk mand, som friede. Hun blev gift et halvt år efter sin ankomst, fik to børn og blev efter syv år skilt igen (som den moderne dansker hun nu var blevet) og siden gift igen. Og det er vi glade for i Rødovre, for han var nemlig fra vores aflange kommune, og med ham fik hun endnu et barn og en bolig i bydelen, hvorfra hun i dag ser frem til sin 50 års fødselsdag…som dansker. 

 

Hurtigt integreret

Badia Ballans børn fik danske navne og lærte kun at tale dansk (ikke arabisk, red), og det skyldtes, at hun helt naturligt følte, at hun, når hun nu var i Danmark, også selv var dansker. Måske lige netop dén tilgang til livet på den anden side af jordkloden gør hende til et fantastisk valg som superdansker, i vores featureserie #Derforerjegdansk.

 

På sidelinje og baghjul

Badia lærte sproget, der drillede lidt i starten, og hun fordybede sig i den danske kultur, rejste landet tyndt, blev tolk, lærte at lave dansk mad og arbejdede i sundhedsvæsenet. 

Her fik hun tillidsposter på flere arbejdspladser, blev i foreningsdanmark involveret i skolebestyrelser, forældreråd, grundejerforeninger, sportsklubber og meget andet.

Hun var med når den yngste søn spillede i Boldklubben Avarta, og hun var med når han cyklede i FIX. 

Efter flere år i landet blev Badia også involveret i integrationsarbejdet – blev medlem af Rødovre Kommunes Integrationsråd og gjorde her en dyd ud af at bidrage til samfundets udvikling og især flygtninge og indvandreres integration. I de senere år har hun været et kendt ansigt i Røde Kors’ og Danmissions genbrugsbutikker i Rødovre. Dét, er da ret dansk.

Hvorfor er du dansk?

”Jeg drømmer og tænker på dansk, taler og synger i kor på dansk, lever på alle måder som en dansker, holder danske traditioner i hævd, lever med en dansk mand og har egentlig altid bestræbt mig på selv at blive integreret. Jeg er stadig i god kontakt med min familie i Israel, men selv er jeg dansker. Derfor faldt det mig også naturligt, at den bog, der skulle skrives om mig og mit liv – og som udkom for nogle måneder siden – skulle være på dansk. Når jeg i dag holder foredrag om mit liv og mine livserfaringer er det helt naturligt på dansk.”

Hvad er det sidste danske, du har lavet?

Badia Ballan er i dag 74 år, pensioneret og bosiddende ved Damhussøen sammen med sin danske mand. Da vi møder hende, er hun netop vendt hjem efter en overstået sommerhøjskole med danske højskolesange og danske foredrag om håb for fremtiden.

Da Rødovre Lokal Nyt spørger hende, hvad den sidste danske ting hun har gjort, har været, svarer hun derfor også helt naturligt, at hun har været på højskole. Men så tilføjer hun hurtigt, som dem, der kender hende, ved, at hun kan:

”jeg har også lige lavet rabarbergrød, som vi skal spise med piskefløde og været til et foredrag om Erik Scavenius, som var dansk udenrigsminister i samlingsregeringen under 2. Verdenskrig”.”

 

 

 

Kommentarer
Top