Annonce

Rødovre vokser!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Det skyder op med nye boligområder og Rødovre får masser af nye borgere.

Det positive ved alle de nye borgere er selvfølgelig, at de betaler kommune-skat. Den negative side er så, at de åbenbart både vil have daginstitutioner, skoler og fritidshjem.
Nu skal vi jo helst ikke sætte de nye skatteindtægter over styr, så hvordan løser vi bedst det problem?
Jeg tænker 3-holdsskift. Det fungerer på ægge-bakke-fabrikken i min hjemby, så må det også kunne fungere i folkeskolen. I vuggestueen er det jo nærmest en genial løsning. Vi ved jo godt, at spædbørn har det med ikke at ville sove om natten, så er det jo en win-win at få kræene passet mellem klokken 23 og 07. Og de store børn får endelig lov til at være længe oppe.
Jeg har så ikke helt fundet ud af, hvordan vi får det til at spille med forældrene, som for det meste er på arbejde i dagtimerne…
Vi skal måske insistere på, at nye borgere er politimænd og sygeplejersker på 3-holdsskift. ”Når Min mor kommer hjem, så er min far lige gået. Når min far kommer hjem, så sover min mor.”
Vi kan så spare lidt penge på fritidsområdet, for det har hverken mor, far eller børn tid til at benytte sig af.
Man kunne også bare vælge at bygge små lækre luksusboliger, som de der fattigrøvs-familier bare ikke
har råd tili at flytte ind i. Vi kan satse på DINK-par = Double income, no kids (dobbelt indtjening, ingen børn). Ja, og så skal de selvfølgelig flytte til Hvidovre, når de går på pension.
Så slipper vi for de dyre børn. Og tænk engang på, hvor meget ispapir Bodil Forsgaard slipper for at skulle samle op på gader og stræder. Ja, børn sviner.
Men sådan bliver det nok ikke, så vi er nok nødt til at finde plads til alle de skide unger. Måske vi skal bede IKEA om hjælp. De er jo nærmest eksperter i at indrette 15 kvm til kombineret herberg-folkekøkken-gymnastiksal-hyggekrog. Kan man lave køje-vugger i vuggestuerne. Kan man ombygge en malkemaskine og dermed gøre vuggestuen ble-fri? Lægge tag over Damhusengen og ændre den til én stor skovbørnehave til 1000 børn. Vi kan eventuelt fordobble pædagog-nomeringen og sætte den op til 4 pædagoger (alle på halv-tid, naturligvis). Plante en masser gulerødder og ærter, så kan vi spare køkkenpersonalet væk.
Skolerne bliver selvfølgelig en udfordring. Men kan man ikke bygge et klasseværelse i 2 etager? OK loftshøjden er så kun 1.10 m, men fylder de skide unger mere end det, når de sidder ned?
Man kan jo bare forbyde dem at række fingeren i vejret.
Det koster selvfølgelig noget, men så kan vi spare nogle lærere ved at sætte storskærme op på alle skoler. Så behøver vi kun at ansætte én lærer i hvert fag, som så underviser alle elever i dansk på EEN gang! Det kommer så til at knibe med sløjd og idræt, men så kan de jo selv bygge etageadskillelsen og dermed både få lavet lidt sløjd-arbejde og rørt sig.
Tænk over det, så slipper vi forældre sgu også for, at se på de rædsler af bordskånere som ungerne kommer slæbende hjem med.
Nogle ser begrænsninger, hvor andre ser muligheder.

Kommentarer
Top