Annonce

Nyt byggeforslag vil ødelægge Rødovre Skole
roedovre-skole_003_151015_BP-1.jpg

Rødovre Skole

Rødovre Skole skal udvides med flere elever, men ikke flere faciliteter. Foto: Arkiv
byggeri Rødovre vokser rigtig meget i disse år. Borgmester Erik Nielsen har haft en klar strategi om at udvide boligmassen voldsomt, og samlet set vil de mange nye bydele – som for eksempel Irmabyen – give godt 10.000 nye borgere til Rødovre.

Men for at spare penge på kommunens budgetter, så har man fra politisk side planlagt, at børnene i størst muligt omfang skal presses sammen i eksisterende skoler, børnehaver og vuggestuer.
Nye lokaler skal bygges på skolernes og institutionernes legepladser i Rødovre, der nu inddrages til byggeri, som det eksempelvis er sket på Hendriks Holms Skole SFO og børnehaven Søtorp, for bare at nævne nogle få.
Det næste store skridt i den plan er nu at presse flere børn ind i Rødovre Skole, som skal udvides fra tre til fire spor. Det sker uden at udbygge faciliteterne på skolen. Borgmesteren og dermed skoleforvaltningen har netop fremlagt et forslag til udbygning, hvor man vil bygge fire nye klasselokaler i indskolingen. De nye klasselokaler skal ligge på børnenes nuværende legeområde.
Forslaget indeholder IKKE udvidelse af nuværende fælles faciliteter som for eksempel fællesrum, SFO-lokaler, morgenmodtagelse, toiletforhold til disse, idrætshal, legeplads, læreværelse, parkering osv. Eller sagt med andre ord – man presser et ekstra spor ind på skolen, uden at udbygge den til det.
Forslaget fra borgmesteren kommer på trods af, at forældrebestyrelsen på skolen i et høringssvar til de nye skoledistrikter har skrevet, at man har ‘en væsentlig bekymring på Rødovre Skole i forhold til pladskapacitet’. Endvidere skriver bestyrelsen, at en ‘udbygning af et ekstra klassespor allerede fra skoleåret 20/21, virker uoverskueligt’. Men skolebestyrelsens høringssvar har tydeligvis ikke ændret på den politiske beslutning om at presse flere børn ind på skolen allerede fra næste år.
Taberne af det her bliver i første omgang naturligvis de børn, lærere, pædagoger og forældre, der idag og fremover er tilknyttet skolen. Men på lang sigt vil hele Rødovre lide med, at Rødovre Skole nu står til at blive væsentligt forringet.
Her på kort sigt, så glæder Erik Nielsens regnskabsafdeling sig sikkert gevaldigt over, at man har udbygget byen voldsomt, uden at det koster på kommunens budgetter.
Men kære politikere. Burde I ikke tage at tænke lidt på fremtiden, i stedet for denne meget kortsigt-
ede strategi med at tilbygge vores børns legepladser for at spare penge?
Når I nu beslutter at udvide byen så kraftigt – og tilsyneladende bliver ved med at finde nye store områder i Rødovre, hvor I vil opføre nye boligområder – hvorfor så ikke også bruge de mange nye skattekroner på samtidig at skabe plads til børnene med ny skole, børnehaver og vuggestuer?

Kommentarer
Top