Ligger Rødovre på en anden planet
WEB_U13_Holdpix.jpg
Rødovre Red Devils U13 mandskab vandt yderst overbevisende EM i skaterhockey. Foto: Privat
skaterhockey Rødovre Red Devils talentfulde U13 mandskab udspillede alt og alle til EM i skaterhockey. Finalen blev vundet af rødovreholdet med 8-0, da de mødte Europas bedste klubhold.

8 kampe, 8 sejre og en målscorer på 58-2. Det er helt unikt til et EM i skaterhockey, selv for et U13 mandskab.

Men holdet, hvis grundstamme består af RSIKs ekstrem stærke U13 hold, har så meget talent, at de også på rulleskøjter, er nogle af Europas bedste.
”Som den russiske træner sagde til mig: ”Michael, jeg ved ikke, hvor Rødovre ligger, men det er ikke på denne planet,” fortalte holdets træner Michael Bømervang efter hjemkomsten med den store pokal uddelt af IISHF, der er skaterhockeyens hovedforbund i Europa.

”Vi ankom fredag efter en lang bustur og hverken hotel eller omklædningsrum var klar til os og der var fem timer til kampstart. Måske på grund af busben kom vi skidt fra start og vandt kun 2-1, selvom vi burde have vundet 10-0,” mener Bømervang, der snart skulle få sådanne cifre at se fra sine drenge og piger.
”Efter en god nats søvn var vi klar til en maratondag, da vi skulle spille fire kampe og lørdagen på knap 12 timer og med en kvælende varme over 30 grader. Vi aftalte en plan i fællesskab omkring, hvordan vi kunne hvile os bedst og være klar til dagen.”
”Det lykkedes, for vi blæste al modstand af banen, da vi vandt 10-0,  6-1, 6-0 og 12-0. Vi havde sikret os en stensikker 1. plads i vores gruppe,” siger en engageret Red Devils træner.

Ingen over ingen under holdet
Søndag ventede alt eller intet kampene, som startede med kvartfinalen.
”Vi fik hurtigt en aftale i stand, om ikke at undervurdere nogle hold, da vi ikke helt kunne se, hvor stærke holdene var i den anden pulje. Vi indgik følgende aftale:
Vi tog et skift af gangen
Ingen over ingen under holdet
Alle har forskellige roller – vilje – sammenhold.”

”Disse simple aftaler betød, at vi blæste vores modstander omkuld i kvartfinalen, som var de østrigske mestre IHC Wolfurt Walkers, med 6-0. Bum,” siger Bømervang og fortsætter om marchen mod EM-guldet:
”I semifinalen skulle vi møde et hold fra vores pulje, som var de tyske vicemestre Bissendorfer Panther, men igen tog vi intet for givet og gik på banen med samme indstilling som i de andre kampe, smask 8-0 og vi var klar til EM finalen.”

”I finalen skulle vi møde de tyske værter og tyske mestre Crash Eagles Kaarst og ikke mindst deres cirka 500 tilskuere i en stegende varm hal. Var det en ulempe eller fordel, spurgte vi os selv om.”
”Vi valgte, at se det som en fordel, for hvordan får man 500 tilskuere til at holde mund? Ved at gøre det, man er bedst til og i vores tilfælde var det at tage et skift af gangen – ingen over ingen under holdet – alle har forskellige roller – vilje – sammenhold… og hold nu op en magtdemonstration af de unge spillere. 8-0 vandt vi, hvilken fremragende finale af os,” siger Bømervang, der ikke var i tvivl om, at alle i Kaarst vidste, kvaliteten var på højeste niveau hos rødovreholdet.

”Jeg sagde det allerede i 2016, da vi også vandt en stor tunerring. Disse spillere er de bedste, jeg nogensinde har trænet,” siger en tydelig rørt træner Michael Bømervang.

Kommentarer
Top