Annonce

Beboerklubben fylder 60 år
WEB_BK_Vest_Topkamp_040519_IN-6-of-6.jpg
BK Vest, som er baseret på bredde og sammenhold, fylder 60 år på onsdag. Foto: Ian Nielsen
jubilæum BK Vest har været en del af den sydlige Rødovre siden 1959. Altid har det sociale og bredden vægtet højere i den hyggelige klub i Kærene, som fylder 60 år på onsdag.
Grundlovsdag, onsdag den 5. juni, kan man eventuelt fejre i Kærene, for der byder BK Vest indenfor til en let anretning og drikkelse, som de skriver i jubilæumsinvitationen.
Receptionen er fra klokken 12 til 14 på Ulkær 32 og formand Jan Thranholm håber på stort fremmøde.
”En perfekt dag vil være ensbetydende med, at mange dukker op, hilser på og nyder dagen med os, mens solen skinner. For det er en stor dag, hvor vi runder et skarpt hjørne,” siger Thranholm, der også fremover vil holde fast i klubbens traditioner.
”Vi er en klub, som er bygget på det sociale og bredden. Det er ikke sådan, at vi ikke vil vinde, for det vil vi. Men bredden er bare vigtigst og når vi har rigtig dygtige fodboldspillere med ambitioner, så sender vi dem videre til klubber med elite.”
”Personligt brænder jeg for bredden og at jeg gerne vil gøre noget for dem, som har det lidt svært. Dem er der mange af, når vi ligger i et socialt belastet område og vi er gode til at give dem et sted at komme hen og foretage sig noget fornuftigt,” mener BK Vest’ formand, der har været på formandsposten siden 2011. Siden er det gået stærkt i en positiv retning.
 
Det største jubilæumsønske
På et tidspunkt havde BK Vest stort set kun ’gammelmands-fodbold’ i klubben. Sådan er det ikke længere med mere end 200 medlemmer.
”Vi har flere ungdomshold og vores 1. samt 2. senior gør det jo godt. Vi får også tilgang fra andre klubber, når spillerne ikke lige er til elite. Men vores succes skyldes i høj grad, at vi har engagerede ledere og gode trænere,” sige Thranholm, der er nomineret til Årets Idrætsleder i Rødovre 2019.
”Det er rigtig, men jeg har ikke fået så mange stemmer,” konstaterer Jan og griner. Han vil hellere tale om BK Vest og ser frem mod de næste 60 år for beboerklubben.
”Jeg håber, vi kan blive ved med at spille fodbold og være en del af Rødovre syd i mange år fremover på vores nuværende baner og bevare vores klubhus, for vi er jo en beboerklub ejet af AKB og AAB. Det er så flot, at de støtter op om os.”
”Men jeg håber da på en bedre bane i fremtiden i samarbejde med kommunen, hvilket må være det største jubilæumsønske, men vi ved jo godt, det er dyrt,” slutter Jan Thranholm.
Kommentarer
Top