Annonce

Influencers
chrumme_002_150915_BP.jpg
crummer Første gang jeg hørte ordet ”influencers” troede jeg, at man talte om dobbelt-influenza. Jeg kunne ikke tage mere fejl og på den anden side set ikke være mere rigtig på den.

For de af jer der ikke ved, hvad en influencer er, så er det (som regel) en ung person, der sidder og laver små klip, som de så smider på internettet til offentligt skue. De får så (efter hvor godt de falder i deres publikums smag) en masse følgere/seere af deres opslag.
Det kan man så tjene penge på – MANGE penge på. For det er klart, at når mange følger med i dit smarte liv, så er det oplagt lige at lave lidt reklame for nogle produkter, som man så bruger, eller har på, eller anmelder. Målet er så, at dine ”følgere” selvfølgelig køber de omtalte produkter.
Men jeg forstår ikke konceptet. Er vores unge mennesker blevet så komplet uselvstændige, at de ikke selv kan danne en mening?
At de har brug for Influencers for at fortælle, hvad de skal vælge? Om hvad de skal kunne lide og ikke
lide? Og kan vores børn
ikke skelne mellem virkelighed og reklame?
Nu kan jeg så forstå, at disse influencers er blevet så grådige og stjerneagtige, at de f.eks. henvender sig til dyre restauranter for at spise gratis mod at de så viser ”mad-fotos” med teksten ”mmmmums” på deres medier – til al held har de fleste restauratører sagt: ”Gu’ vil vi ej. Hvis I vil spise her, skal I sgu betale for det!”
Jeg ved godt, at jeg er gammel – og måske en smule misundelig på de unge mennesker, som i princippet får penge for ingenting.
Jeg vil ikke udelukke, at hvis jeg havde samme mulighed, da jeg var ung, at jeg ville være hoppet med på den. Problemet var bare, at den gang fandtes mobilkameraer og internettet ikke. Det mest high-tech jeg havde, var en kassettebåndoptager. Jeg skulle så optage 200.000 kassettebånd, som jeg så skulle dele ud og få folk til at gå med gulerodsbukser og skulderpuder… Det var bare ikke rigtigt fysisk muligt.
Jeg kunne så være hoppet med på bølgen, da jeg var i 30’erne og telefaxen blev opfundet… Der kunne jeg da trods alt sende et brev til 10 telefaxer per gang. Problemet var, at jeg skulle sende ud til 200.000 telefaxejere, så ville det tage mig 69,5 døgn uden pause. Det var nok blevet en trang levevej.
Jeg kunne jo starte som influencers NU. Jeg ved bare ikke, hvor mange i min aldersgruppe der vil hoppe med på idéen og følge mig. Når jeg nævner Youtube til mine jævnaldrende, så siger langt de fleste:
”Er det ikke dem med kattevideoerne?”
Jeg tror, der er lang vej til 100.000 følgere. Og jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle tiltrække følgere med. Der er ikke meget eye-candy over mig:
”Hej alle sammen. Så blev det torsdag. Det er skraldemandsdag, så jeg var vågen klokken 06.30. I morgen er det fredag og så er der morgenbrød i kantinen. Skal vi lige tage en afstemning, om man kan betegne appelsin-marmelade som marmelade?
”Det er jo ikke ligefrem spændende. Og hvad skulle jeg reklamere for?
”Matador” som DVD sæt? TV2 Charlie? Hæmoridecreme og natpotter?
Tror bare, at jeg holder mig til influenza!

Kommentarer
Top