Annonce
40 år som dansker
lally_bred_052_260619_BP.jpg

Lally har været 40 år i Danmark og er vores første 'superdansker' i den nye artikelserie #Derforerjegdansk - hvis du vil lege med, så skriv på din facebookvæg, hvorfor du er dansk og hvad er det sidste danske du har gjort - husk at bruge #Derforerjegdansk

Lally har været 40 år i Danmark og er vores første 'superdansker' i den nye artikelserie #Derforerjegdansk - hvis du vil lege med, så skriv på din facebookvæg, hvorfor du er dansk og hvad er det sidste danske du har gjort - husk at bruge #Derforerjegdansk Foto: Brian Poulsen
#Derforerjegdansk I præcis 40 år har Lally Parwana kaldt Indien for sit moderland, men Danmark for sit fædreland. ”Jeg elsker dem begge lige meget," siger Lally, da vi spørger hende, hvorfor hun er dansk?
#Derforerjegdansk
  • Hver uge i sommerferien præsenterer Rødovre Lokal Nyt en dansker, der har været i Danmark i enten præcis 10, 20, 30, 40 eller 50 år.
    Samtidig opfordrer vi alle til at svare på to spørgsmål på deres egen facebookvæg og være med til at øge forståelsen for danskheden i Rødovre.
    Spørgsmålene er; Hvorfor er du dansk og hvad er det sidste danske, du har gjort?
    Husk at bruge #derforerjegdansk, så bringer vi de bedste svar videre til læserne.

For 40 år siden spurgte alle, hvor Lally H. Parwana kom fra. Hun følte ikke hun hørte til. Hverken med at følge med flokken i Indien eller på gaden i Danmark, hvor hun landede den 16. Juni 1979.
Dengang talte alle om ’kismat’. Et ord, der nemmest oversættes til skæbnen eller Gud.
Når noget gik galt, var det dårlig Kismat, men når noget gik godt, var det god Kismat.
”Tilbage i 70’erne talte ingen om at skabe deres egen skæbne, som i dag. Dem som tror meget på skæbnen accepterer enten skæbnen, som den er og påtager sig dermed
ikke noget ansvar. Eller begynder at tage styring og udvikle sin egen skæbne,” husker Lally H. Parwana.
Selv gjorde hun det sidste.
”Når livets race starter, er der mange som overhaler dig, udfordrer dig til at tage en afkørsel, prøver at spærre vejen for dig, tvinger dig til ikke at sætte foden på speederen men på bremsen. Ikke nok med det, man bliver sat på passagersædet bare for at være med på rejsen. Sådan skete det også for mig og jeg ved, det er sket med mange andre,” siger Lally og fortsætter, da vi beder hende sætte ord på, hvad det vil sige at leve med et ben i to forskellige kulturer.
”Det er bare mange af udfordringerne, som følger med, når man bevæger sig i to kulturer og prøver at skabe en passende måde at leve sit liv på. Det er spændende, men også krævende.”

Alting forandres
Mennesker forlader deres hjemland af mange forskellige grunde. Slutningen af 70erne og starten af 80erne var ingen undtagelse.
Det er en kæmpe forandringsproces, hvor mange andre sub-processer følger med i forhold til de mange roller i ens liv. Det mener i hvert fald Lally, der har været formand for integrationsrådet i Rødovre i flere år og set, hvordan forandringer i omgivelser og omstændigheder forandrer mennesker.
”Nogle forandringer er selvvalgte og/eller skabt af andre. Og tro mig, ikke alle forandringer skaber gode resultater men også store konsekvenser. Den største konsekvens, synes jeg, er ens egen kamp – hele tiden, fordi man er splittet i to kulturer eller man er begge steder,” siger hun og fortsætter ivrigt.
”Jeg bliver lidt frustreret, når der kun bliver talt om indvandrerunge som er født og opvokset i Danmark, men føler sig svært til rette i landet. Hvad med dem som har brugt hele deres liv i Danmark, har taget de såkaldte danske værdier til sig og har leveret dét, der blevet stillet krav til og lidt mere?”

Udvikling og selvindsigt
De ældre indvandreres kamp, for at passe ind i Danmark, glemmes alt for ofte af de unge efterkommere, mener Lally H. Parwana. Hun undrer sig over det manglende fokus på de mange ældre, som trods al tænkelig indsats sidder alene i dag, fordi de unge meget nemmere har skabt deres egne liv i Danmark og ikke har meget tid til de ældre.
Selv har det taget hende fire årtier med selvudvikling at føle sig så dansk, som hun gør i år 2019.
”Den 16. Juni. Den dag inspirerer mig hvert år til at reflektere over min egen udvikling i selvindsigt, i nye kompetencer og livsglæde i et land, som ikke længere er fremmed for mig. Jo, jeg er fremmed, når folk ser mig på gaden, men jeg har opdaget mange af livets hemmeligheder,” siger hun og afslører:
”En af dem er, at mit eget moderland Indien er et turistland for mig. Der var et tidspunkt, hvor jeg blev virkelig træt af spørgsmålet ’hvor kommer du fra? Det spørgsmål mødte jeg både i Danmark og i Indien. Hold kæft, hvor var det irriterende. Jeg er fremmed på gaden her i Danmark, men ikke i Indien. Jeg er fremmed i et indisk samfund, når jeg taler helt fra mit hjerte af, men det er bedre accepteret i Danmark.”
At Lally er en kvinde, gør ikke problemstillingen mindre eller livet nemmere.
”Jeg er ikke fremmed i Indien, når jeg følger med flokken på de lokale præmisser, men jeg er fremmed, fordi min tankegang har ændret sig. Både på godt og ondt. Mine forventninger til mit eget liv er anderledes end andres,” siger hun og forklarer:
”Taler man åbent om at tage ansvar for sit eget liv, får man at vide, at du er præget af vestens kultur. Lever ens børn, som er født og opvokset her i Danmark, efter den danske kultur, er der også blandet meninger om det. Der føler jeg mig fremmed i mit eget samfund. Som om jeg ikke længere passer 100 procent ind.”

Integration eller ej
Alle de år, hvor Lally har arbejdet med integration, blandt andet som medlem af regeringens særlige rådgivningsnævn, REM, har hun hørt igen og igen, at hvis man taler dansk, har arbejde og er en del af det danske system – ikke nødvendigvis en del af den danske kultur, så er man velintegreret.
”Gu’ man da ej,” siger hun i dag.
”Integration… det er et sygt ord. Alle har deres eget definition af integration. Jeg bliver bare pisse hamrende irriteret, når alle bliver redt under samme kam. Vi herboende indere er minoriteter i minoriteternes Danmark,” siger Lally og viser, at man praktisk talt ikke kan se indiske efterkommere i nogle af de statistikker, som medierne altid hiver frem og hænger deres nyhedsskjorter pænt til tørre på.
”Men hvad sker der, når der bliver strammet på politik eller systemet, så bliver vi ramt, uanset hvor meget man har gjort for samfundet. Der bliver kun kigget på race herhjemme, men ikke på personen. Det bedste eksempel på et firkantet system er vores jobcenter og deraf følgende processer for de ledige. Det skal jeg slet ikke komme ind på, for det er virkelig langt ude,” siger hun intenst.

Enten eller – både og
Lally har, som skrevet, været i Danmark i 40 år og fejrer altid dagen, som hendes danske fødselsdag.
”Det er dobbelt så meget af min tid i Indien. Der er afprøvet meget og mange hændelser har lagt et fast tryk på sjælen. Jeg er glad, fordi jeg ikke længere bliver spurgt så meget, ’hvor kommer jeg fra’ men ’hvor hører jeg til’,” siger Lally, der må indrømme, at hun, som mange andre i samme situation, ofte stiller sig selv det samme spørgsmål:
”Hvad er jeg? Dansk eller indisk? Er det virkelig enten eller? Jeg vil helst sige både og.”

Hvorfor er du dansk?
”Hvis jeg ikke var integreret nydansker, så var jeg helt sikkert i en anden statistik, som ikke er på min ønskeliste. Jeg synes, man må vise noget loyalitet, der hvor man lever. Faktisk har jeg flyttet mig selv fra at blive stemplet med kultur. Jeg er bare et menneske, som prøver at leve i nuet og ikke tænker så meget på, om andre tænker, jeg er dansk eller indisk.”

Hvad er det sidste danske, du har gjort?
”Hvis jeg skal sige det sidste danske jeg har lavet, så er det biksemad. Det lavede jeg i dag fra bunden af og skålede med en øl. Og så er jeg også aktiv i frivilligt arbejde. Det er jo meget dansk.”

Kommentarer
Top