Vil mindske tilskud til lokal privatskole
frederiksberg-privatskole1_.jpg

Hvor stort et tilskud skal Frederiksberg Privatskole have efter valget? Det slås V og S om. Foto: Arkiv

Det blev privatskolen her, der blev det første lokale stridsmål mellem V og S. Foto: Foto: Brian Poulsen
FV19 Rødovres eneste privatskole står, ifølge tal for Finansministeriet, til at miste mere end en halv million i tilskud, hvis Socialdemokratiet får ændret tilskudsordningen, advarer Venstre. "Grotesk påstand," svarer den lokale S-kandidat.

Socialdemokratiet vil ødelægge din lokale privatskole, lyder det første valgskud fra Venstre.
“Kommer Socialdemokratiet til magten vil tilskuddet til privatskolerne falde. Det vil betyde britiske tilstande i det danske skolevæsen, hvor det bliver de velbjergede forundt at have råd til en privatskole til sit barn,” siger Kim Valentin (V), der er formand for liberalt oplysningsforbund.
Han mener, at Danmark er kendt for at have en god og sund dialog mellem folkeskoler og privatskoler.
“Det skal ikke ødelægges af socialdemokraternes forslag om reduktion af tilskuddet til privat- og friskolerne,” siger Kim Valentin, der ikke vil sætte pris på, hvordan friskoletankegangen har hjulpet den almindelige folkeoplysning på vej.

Ifølge tal fra Finansministeriet vil reduktionen i tilskuddet betyde, at den lokale privatskole i Rødovre, Frederiksberg Privatskole vil miste 652.692 kroner.
“Venstre vil i stedet udvikle og bevare de dygtige privat- og friskoler til gavn for familier i hele Danmark. Venstre foreslår, at det nuværende tilskud bevares. Privat- og friskolerne er en væsentlig del af den danske skoletradition, og det skal ikke ødelægges af et misforstået socialdemokratisk korstog mod privatskolerne,” påpeger Kim Valentin.

Besparelser rammer folkeskolen hårdest
Hos Socialdemokraterne ryster Morten Bødskov fra Rødovre af påstanden, som han kalder grotesk.
“Faktisk burde Valentin pege pilen på sit eget parti, når han fremfører den påstand. For med regeringens overbetaling af privatskolerne og sparekurs overfor folkeskolen, har de sat turbo på den kedelige udvikling, hvor flere og flere forældre vælger folkeskolen fra,” siger Morten Bødskov og fortsætter:
“I dag går næsten hver femte elev i privatskole. Det er en markant stigning sammenlignet med for 10 år siden. Det gør Danmark til ét af de lande i verden, hvor allerflest elever går i privatskole. Kun overgået af Spanien, Belgien og – gæt engang – England.”

Ikke overraskende peger socialdemokratiet på, at regeringen har gennemført voldsomme besparelser på uddannelsesområdet.
“Besparelserne har ramt folkeskolen med over 1 mia. kr. Samtidig har regeringen øget tilskuddet til privatskolerne. Det betyder, at det store flertal af folkeskoleelever og forældre under Løkke-regeringen år efter år har oplevet besparelser på deres børns uddannelse, mens en meget lille forældregruppe med regeringens øget tilskud de facto har fået en skattelettelse,” siger han og fortsætter:
“Beregninger viser, at forældrene på de 20 rigeste privatskoler i landet har fået en skattelettelse på – hold fast – 50 millioner. kroner.”
Når tilskudsordningen skal ændres, skyldes det, ifølge Morten Bødskov, at privatskolerne ikke har de samme forpligtelser som folkeskolen og ikke har lige så mange børn med udfordringer.
“Det klinger derfor hult, når Venstre påstår, at det er til gavn for hele Danmark, at statsstøtten til privatskolerne fastholdes på et historisk højt niveau. Næsten 85 procent af landets skoleelever og forældre lever med konsekvenserne af regeringens besparelser, mens en lille kerne har fået en skattelettelse af Løkke-regeringen.

Kommentarer
Top