Annonce

Vælg din, min og vores fremtid
Anne-Mette-Vestergaard.jpg
Anne Mette Vestergaard opfordrer alle til at stemme den 26. maj. Foto: Presse
valg til eu Europa-Parlamentets nye film ”Vælg din fremtid” skal få borgerne i Europa, Danmark og Rødovre til at stemme til EU-valget den 26. maj.

Valgplakaterne er blevet hængt op på Roskildevej, Rødovrevej og Tårnvej af de mange håbefulde kandidater, der stiller op til Europa-Parlamentsvalget.
Den 26. maj skal borgerne i Rødovre nemlig til stemmeboksene for at være med til at bestemme retningen for Europas fremtid. Der er mange grunde til, at du skal stemme til EU-valget.
Måske er du bekymret for klimaforandringer efter sidste års rekordvarme sommer. Måske vil du gerne have indflydelse på, hvad der lovligt kan tilsættes dine fødevarer. Eller måske har du en holdning til, hvordan EU skal tage imod flygtninge. På alle disse områder har Europa-Parlamentet et helt afgørende ord at skulle have sagt.

Stem for fremtiden
En anden god grund til at stemme er, at vi ikke kun stemmer på vegne af os selv. Vi er nemlig med til at bestemme, hvilken verden de fremtidige generationer skal vokse op i. Det er netop det, vi har prøvet at vise med vores nye valgvideo ”Vælg din fremtid”, som du kan se på Youtube.
Videoen viser 15 kvinder rundt omkring i Europa, der er i gang med en af de største bedrifter i deres liv: Nemlig at føde et barn.
Filmen skal få os til at tænke på, at vores børn og børnebørn skal leve med konsekvenserne af de politiske beslutninger, som vi voksne i dag træffer på deres vegne.
Videoen er instrueret af den prisvindende franske instruktør Frédéric Planchon og er produceret af ‘det danske firma & Co.’ Og nogle af scenerne er optaget i Danmark.

Vi står sammen
”Man siger, at vi kommer til verden alene. Men det gør vi ikke. Fra det sekund vi kommer til verden, er vi her sammen. Og kærligheden i verden vokser,” lyder et af budskaberne i filmen.
Filmen lægger ikke skjul på, at Europa står over for store udfordringer. Men budskabet er, at vi skal stå sammen om løsningerne:
”Hver især kan vi efterlade et aftryk, men sammen kan vi virkelig gøre en forskel.”
Jeg håber, at borgerne i Rødovre vil være med til at bestemme vores alle sammens fremtid. Ikke kun til folketingsvalget den 5. juni, men også når vi går til EU-valg den 26. maj.

Kommentarer
Top