Skoleprojekt bliver udgivet i bogform
file4-22.jpg
Børnekulturpuljen i Rødovre Kommune har støttet projektet med 18.000 kroner. Billedet er fra workshoppen, hvor eleverne i 5.b på Valhøj Skole fik professionel hjælp til at illustrere deres dagbogsberetninger. Foto: Jeppe Due
flygtninge 5.b på Valhøj Skole har fået kyndig vejledning af illustrator-kollektivet SUMO, der har hjulpet eleverne med illustrationer til et skoleprojekt om syriske flygtninge. Projektet skal senere udgives som bog.

Hvis det er sandt, det man siger om, at intelligente mennesker roder meget, så kan 5.b på Valhøj Skole mønstre en ganske imponerende kollektiv IQ denne torsdag.
Der er afholdt kreativ workshop hele dagen og klasselokalet flyder med sønderklippede blade og dekorationsark, papirer, blyanter, engangskopper med malerrester og meget andet. På et bord står elevernes kreationer: forskelligartede illustrationer, der fortæller en række gribende historier. Blandt de mange elev-illustrationer falder et særlig barsk motiv i øjnene: en halvfuld gummibåd kastes rundt i høje bølger, under hvilke livløse skæbner flyder rundt.

Den vigtige historie
Forfatteren Oscar K. har engang udtalt, at det vi læser, ikke kun skal forholde sig til vores egne (begrænsede) oplevelser og erfaringer, men at vi igennem litteraturen kan afprøve og gennemleve andre virkeligheder og mulige scenarier end vores egne og på sikker afstand øve os i at erfare livet.
Det er ud fra denne devise, at 5.b på Valhøj Skole siden januar har læst om- og arbejdet med krigen i Syrien og de syriske flygtninges historier. Et barskt emne, som klassens lærer Jeppe Due synes, man hverken kan eller bør undgå:
”Vi har det som udgangspunkt virkelig godt her i Danmark og vores ‘problemer’ bliver hurtigt sat i perspektiv, når man hører om de ting, der sker i Syrien og de mennesker, det går ud over. Det er både vigtigt og sundt at tænke lidt over.” mener han.

Et større formål
Som konklusion på projektet er eleverne i 5.b i fuld gang med at skrive dagbogsberetninger, hvor de skal foregive at være syriske flygtninge og i dagbogsform dokumentere deres fiktive flugt fra Syrien over Middelhavet og op igennem Europa. Allerede tidligt i skriveprocessen var Jeppe Due så imponeret over elevernes tekster, at han mente, de var berettiget et større formål:
”Jeg tænkte, at det hér er vi nødt til at gøre en stor ting ud af, simpelthen tage det skridtet videre”.
Med et anseeligt økonomisk skub i ryggen fra Rødovres Børnekulturpulje har drømmen fået vinger og 5.b ser denne torsdag frem til at få eksklusivt besøg udefra.

I kyndige hænder
”Er det jer, der har tegnet alle dem,” spørger en elev i klassen og peger over på katederet, hvor der står en snes billedbøger med titler som Dumme Lili, Verdens bedste team og En pige med pigsko, alle prydet af særegne og udtryksfulde omslag.
”Det er det, ja” svarer Lea Hebsgaard Andersen, der er én af dagens tre gæster. Ved hendes side står Stine Illum og Anna Jacobina Jacobsen, der tilsammen danner illustrator-trioen SUMO. Tidligere slog de deres folder i krea-kollektivet Bob Noon, hvor de kreerede alt fra postkort og kunstprint til julepynt og træpuslespil, men med skiftet til SUMO har de tre tegnere, der alle er uddannet fra Danmarks Designskole, rettet deres fokus mod billed-
bøger, som de sammenlagt har illustreret et hav af.
Blandt andet den ordløse billedbog Ø, der sikrede Anna Jacobina Jacobsen Kulturministeriets illustratorpris tilbage i marts. Det er i selskab med disse behændige billedskabere, at eleverne skal udvide deres dagbogsberetninger med en visuel side.

Mødet med teksten
Indledningsvis bliver eleverne taget med på en guidet tour, hvor de tre tegnere fortæller om deres arbejdsproces og kort analyserer et par opslag fra udvalgte værker, for at give eleverne et indtryk af, hvor mange forskellige måder, der er til at gribe en tegneopgave an på.
”Man kan tegne det, som teksten fortæller, men man kan også vælge at lade sine tegninger fortælle en del af historien, som teksten udelader,” forklarer Stine Illum. Lea Hebsgaard Andersen supplerer:
”Illustratoren har mulighed for at udvide tekstens betydning ved at tilføje nye elementer og idéer på billedsiden.”
Til sidst fortæller Anna Jacobina Jacobsen om, hvordan hun skabte bogen Baglænsk, som hun både har skrevet og illustreret:
”Her fortæller billederne og teksten hele tiden noget forskelligt, så man er nødt til at holde de to dele op mod hinanden for at forstå historien.”
Efter en forberedende øvelse, hvor eleverne skal bygge et billede op trin for trin med forskellige teknikker som maling, collage og kradsfolie, er det blevet tid til, at de skal tage deres egne tekster i behandling.
De skal udvælge specifikke scenarier fra deres dagbogsberetninger, som de skal billedliggøre. Her bliver det tydeligt, som SUMO-trioen proklamerede i starten, at der er mange måder at anskue en tegneopgave på. Nogle elever sætter deres lid til en blød blyant som eneste virkemiddel, imens andre kaster sig ud i nogle af de mere eksperimenterende teknikker, som de afprøvede kort forinden.
Nogle sætter sig for at gengive deres skrevne fortælling i et 1:1 forhold, imens andre forsøger sig med mere abstrakte og ekspressive udtryk. Der bliver tegnet alt fra portrætbilleder af syriske kvinder og krigshærgede byer til madkøer i flygtningelejre og smugler-
både på Middelhavet. Midt i al kreativiteten går Lea Hebsgaard Andersen, Stine Illum og Anna Jacobina Jacobsen rundt blandt eleverne og følger deres processer og kommer med forslag samt idéer til deres billeder. De tre illustratorer er ganske imponerede over elevernes arbejde og stopper op flere gange for at tage billeder undervejs.

Udgivet som bog
Foruden illustrator-besøget, bevilgede Børnekulturpuljen penge til, at elevernes færdige dagbogsberetninger og illustrationer senere skal samles og udgives som trykt bog.
”Ideen er at give andre mulighed for at læse og se, hvad vi har arbejdet med og måske inspirere til at give sig i kast med et lignende projekt,” forklarer Jeppe Due om projektets konklusion, som han håber at komme i mål med inden sommerferien.

 

Kommentarer
Top