Når politiske kandidater frivilligt hænger deres ansigter op til offentlige skue i byens lygtepæle sker det altid med en vished om, at ikke alle er lige tilfredse med det budskab, der følger med smilet på plakaten.
Alligevel er det for ringe, når vandaler igen og igen overtegner eller ødelægger bestemte kandidaters valgplakater. Værst er det i Rødovre gået ud over Pia Kjærsgaards plakater, der næsten alle er blevet revet ned forleden nat.
Det er sjældent, vi på Lokal Nyt har deciderede holdninger til, hvad der går op og ned i byen, men at Folketingets formand på samme måde som alle andre ikke må agitere for sine synspunkter, er en skandale.
Også den lokale DF-kandidat, Kim Hammer, oplever, at hans plakater rives i stykker, rives ned eller overtegnes. Vi synes, han ser godt ud med musketerskæg, men hvis det var dét look han gik efter i valgkampen, havde pressemaskinen nok retoucheret det ind fra start.
Gadens parlament
Selv kalder han gerningsmændene for ’Gadens Parlament’ med en slet skjult henvisning til den yderste venstrefløj.
Det er dog ikke kun unge aktive, der overtræder loven ved at forhindre de politiske budskaber i at nå frem til vælgerne.
Følg med på Facebook
På vores Facebookgruppe, Rødovre Lokal Politik, raser debatten både om plakatsagen og om lokale aktuelle valgemner. Alle er velkomne til at diskutere med, også om hærværk mod plakater.
Også Rødovre Kommune har ifølge erhvervsminister, Rasmus Jarlov (C) forbrudt sig mod reglerne.
”De har hevet alle mine plakater ned fra træerne med henvisning til, at man ikke må hænge plakater op på vejtræer, men det må man altså godt. Det nytter ikke noget, at vi på landsplan har vedtaget nogle fælles retningslinjer, for hvor man må hænge plakater, og så tror Rødovre Kommune, at de bare kan lave deres egne,” siger ministeren, der afviser at ville klage over sagen til kommunen.
”Det bliver nok omvendt, at de vil sende mig en bøde, men så må jeg bede Trafikministeriet og Vejvæsnet sende reglerne til kommunen, så plakater, der hænger lovligt fremover kan få lov at blive hængende i fred,” griner Rasmus Jarlov, som dog gerne vil have sine plakater tilbage fra kommunen.