Annonce

“Nogle leger med aktier, jeg leger med øl”
maltbazaren_093_210319_BP.jpg
Carsten Hyld har passion for ølbrygning og har siden 2004 drevet Maltbazaren, der sælger alt i udstyr til hobbybryggere. Foto: Brian Poulsen
øl som levevej Carsten Hyld kan godt lide øl. Både at drikke det, men i endnu højere grad at fremstille det. I 2004 startede han Maltbazaren, der blandt andet sælger udstyr og ingredienser til folk, der selv brygger øl og i dag er butikken landets største af sin slags. Vi har besøgt den lokale virksomhed til en snak om humle, gæringsprocesser og om, hvorfor ølbrygning hitter.

Det hele startede i en lille kælder på Nørrebro. Carsten Hyld var på barsel og havde derfor brug for at beskæftige sig med et eller andet, når den lille sov. Med en svigerfar, der var ansat på Faxe, var ølbrygning ikke en helt fjern størrelse og i køkkenet, og senere i et otte kvadratmeter stort kælderrum, kastede han sig derfor over den ædle kunst; ølbrygning.
”Jeg fik heller ikke ballade derhjemme, da det lugtede lidt af øllebrød,” griner Carsten, da vi besøger ham på Krondalvej, hvor han i dag driver Maltbazaren, der er stedet, hvor alle hobby-bryggere kan få udstyr til et øl-eventyr.
”Da jeg startede med at brygge selv, opdagede jeg hurtigt at det var svært at få fat i ingredienser. De aktører, der var på markedet, var ikke særligt seriøse og jeg tænkte, at det kan jeg gøre bedre selv,” fortæller Carsten om projektet, der i dag er blevet hans levebrød.
Maltbazaren voksede hurtigt og i dag er der 15 mand beskæftiget på Krondalvej i Islev, hvor der ud over salg af en lang række special-øl, sælges alt i udstyr indenfor ølbrygning. Både til de helt grønne amatører og til de mere professionelle hobby-bryggere.
Maltbazaren gennem en længere årrække, oplevet en stor interesse for folk, der på hobbyniveau ønsker at kaste sig ud i ølproduktionen og det er alle fra den studerende til den nyligt pensionerede, der skal finde noget nyt at kaste sig over.
”De unge har ofte en anden agenda. De vil gerne brygge noget godt og billigt øl, som de kan tage med i fredagsbaren. For pensionisten er det oftere et spørgsmål om, at finde en hobby, når arbejdslivet er slut og konen synes det kunne være en god idé at komme på brygkursus,” smiler Carsten.

Nemt at komme i gang
Men hvad skal der egentlig til, hvis man selv ønsker at prøve kræfter med en hjemmelavet IPA eller stout? Faktisk ikke ret meget, lyder det fra Carsten Hyld.
”Hvis man virkelig gerne vil gå i dybden og brugge øllet på malt, afsætter man gerne syv timer i køkkenet. Der er en længere proces, men mange starter med et begyndersæt, hvor processen med det basale udstyr tager mindre end én time,” siger Carsten, inden han fortæller, at Maltbazarens brygkurser er voldsomt populære. Her får deltagerne en grundig indføring i ølbrygningens kunst og bliver klogere på glæder og de faldgruber, som naturligt følger med, når temperaturer og gæringsprocesser skal spille sammen.
”Det er en kreativ proces og der er noget mangfoldigt over at brygge sin egen øl. Der er mange der siger, at ølbrygning er en trend i tiden, men faktisk har det været meget populært de sidste 10 år. Det har vi tydeligt kunne mærke,” siger Carsten Hyld, der ud over Maltbazaren i Rødovre, har eget bryggeri i Sorø og ølbaren Brewers Ink på Nørrebro, hvor der udelukkende er øl i hanerne fra mikrobryggerier.
”Det er et privilegie at få en barvagt og opleve forskelligheden og alt den kærlighed, som folk lægger i deres produktioner. Meningen med Brewers Ink er blandt andet, at man kan møde bryggerne selv og ølbaren er et sted, hvor folk med den samme passion kan mødes. Det er super fedt,” siger Carsten Hyld.

Annonce

Frugtvine og cider
Øl og ølproduktion fylder meget hos Maltbazaren, men interessen for cider og vin er også stigende.
”I 70’erne og 80’erne var hjemmebrygning bestemt ikke et ukendt fænomen. Der blev vinen brygget om fredagen og drukket om lørdagen. Det var et kemisk produkt tilsat essenser. Og tømmermændene fulgte med. I dag kan man købe helt specifikke drueskaller fra bestemte områder. Folk vil omsætte alt lige fra rødbeder og ribs til vine, så det er bestemt ikke kun øl-brygning, der hitter,” siger Carsten Hyld, inden han tilføjer:
”Brygning af enten øl, cider eller vin bliver en livsstil for mange af vores kunder. Nogle leger med aktier, andre leger med øl og der skal nok være nogen, der leger med begge dele. Uanset hvad, giver det respekt, når man brygger sit eget øl eller vin og det er den glæde, som vi oplever hos mange af vores kunder. Derfor kommer mange igen,” siger han.

Kommentarer
Top