Annonce
Læser du med, Bjarne?
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Det er et ensomt liv at være klummeskribent. Det er ikke tit at jeg møder mine læsere, men så sker det alligevel, at en eller anden, gør sig den ulejlighed og lige smider en hilsen afsted til mig.

Forleden morgen kom der en hilsen fra en mand der hedder Bjarne (ikke at forveksle med en mand der hedder Ove, selvom sammenligningen ikke er helt forkert). Han skrev på RLN’s facebookside, at han ikke kunne forstå, at jeg år efter år kunne få lov til at skrive min klumme i avisen. Jeg er analfikseret, nedgør folk, taler grimt. Han slutter svadaen af med ”Få ham nu smidt ud..han er ikke morsom”.
Tænk engang, her har jeg i 15 år gået rundt og troet, at jeg var den eneste vrede mand i verden. Men så sidder jeg der på tønden og tjekker facebook mens jeg kører min morgen-rutine (Ja, Bjarne det var DER jeg fik din hilsen), og så viser det sig, at jeg SLET ikke er alene. Der findes en mand som er ligeså sur som mig selv. Og så findes han endda i RØDOVRE. Måske er han endda mere sur end jeg er, for mottoet på hans facebook er: Nu regner det igen!!!! – Det er jo overvældende, at møde en soul-mate, for han har fuldstændigt ret. Det kan da godt være, at solen skinner, men det pisser helt sikkert ned et eller andet sted.
Han skælder mig ud for at være socialdemokrat, Borgmesterens søn og ejer af avisen. Ingen af delene er nu sandt, men det er lige meget, det er jo en mageløs beskyldning. Helt grundløs. Useriøs. Flabbet. Lige præcis som jeg selv elsker det. Kun tosser bekymrer sig om fakta.
Jeg håber på at vi kan mødes. Vi kan sætte os på en bænk foran Rødovre Centret, Rådhuset, Viften, Pinsebevægelsen, og råbe røv til alle. Det vil jo være dejligt, at have nogen af dele sin vrede med. Måske vi kunne sidde udenfor avisens redaktionslokaler og kaste Pinocciokugler efter den ræverøde lejesvend af en chefredaktør.
Da jeg læste opslaget fra Bjarne, må jeg indrømme, at min dag fik en positiv drejning. Sjældent har jeg følt mig så underholdt. Jeg grinede så meget, at min kone bekymret bankede på toiletdøren for at høre, om jeg var OK. Da jeg kom ud fra toilettet kunne jeg ikke læse opslaget op for min kone, for jeg blev ved med at grine, så jeg rakte telefonen til hende, så hun selv kunne læse opslaget.
Hun kiggede på mig og sagde: ”Jeg kender ikke nogen som dig, som tackler kritik på den måde!”
Men er du som Bjarne, lidt træt af mine ”hovedløse” klummer med gloser fra bande-bogen, så husk, at vi lever i et (forholdsvist) frit land. Ikke at jeg skal påberåbe mig ytringsfrihed som en anden Paludan, men bryder du dig ikke om mine klummer – så spring dem over. Du er IKKE tvunget til at læse dem. Du kan springe direkte til Kirkesiderne eller sporten og glemme ALT om mig.
I 15 år har Bjarne nu været trofast læser. Torsdag efter torsdag i 15 år, har han pisket sig selv til at læse noget han hader. Og så er det MIG der er idioten???
Tak for beskeden, Bjarne. Bare vi holder sammen, så skal vi nok kunne bevare pessimismen!

Kommentarer
Top