Annonce

Firma dømt for sikkerhedsbrist
irmabyen-brand-haandvaerker.jpg
I et inferno af flammer lykkedes det først tagdækker Jens Myhre at skærme sig fra ilden med en spånplade. Få minutter senere blev han reddet ned fra tagets top af en snarrådig kranfører. I sidste uge fik tagdækkerens firma en bøde på 150.000 kroner for manglende sikkerhed. Foto: Privat
bødestraf Multi Tag Entreprise skal betale 150.000 kroner i bøde for at overtræde arbejdsmiljøloven, efter branden i IrmaByen i 2017, da en tagdækker blev fanget i flammerne.

Det har længe stået klart, at sikkerheden ikke var i orden, da der i juni måned 2017 udbrød en voldsom brand på taget af en flere etagers høj bygning i IrmaByen. Det har Arbejdstilsynet tidligere slået fast og i sidste uge afgjorde Retten i Glostrup, at det var tagdækkernes firma, der havde ansvaret for sikkerheden.
De blev derfor idømt en bøde på 150.000 kroner for at overtræde arbejdsmiljø-
loven, da arbejdsstedet ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, oplyser anklager Louise Arffmann til Lokal Nyt.
”Retten har fuldt min påstand og jeg er tilfreds med dommen. Arbejdsgiveren var ansvarlig for arbejdsområdet og dermed sikkerheden,” fortæller Louise Arffmann.

Reddet ned af kranfører
Branden på byggepladsen i IrmaByen kunne meget vel være endt med dødelig udgang.
På den skæbnesvangre dag var to tagdækkere i gang med at arbejde på tagets bygning, da en tagbrænder væltede og antændte noget isoleringsmateriale, der var stuvet sammen på taget. Mens den ene tagdækker nåede at springe en etage ned og redde sig selv i sikkerhed, blev kollegaen fanget i flammerne. Med en spånplade skærmede han sig mod flammerne, inden han, takket være en hurtigt opfattende kranfører, kunne kaste sig ud og gribe fat i en stålwire på kranen og blive hejst ned. Redningsaktionen blev fanget på video og er senere blevet set flere millioner gange verden over.

Anker til Landsretten
Med dommen er der placeret et ansvar i sagen, men for direktør i Multi Tag Entreprise, Jan Steinmüller, er sagen ikke slut. Han er lodret uenig med dommen og fortæller til Lokal Nyt, at firmaet anker sagen til Landsretten.
”Der er ingen tvivl om, at sikkerheden slet ikke var i orden, men jeg mener ikke,
at det var vores ansvar. Jeg er overrasket over udfaldet og vi anker derfor dommen til Landsretten,” siger Jan Steinmüller, inden han fortæller, at det i kom frem i retten, at Multi Tag Entreprise i første omgang havde aftalt med de to tagdækkere, at de ikke skulle arbejde på taget, da sikkerheden ikke var i orden, men at en byggeleder på byggepladsen senere samme dag sendte dem op på taget.
”Derfor mener jeg ikke, at vi har ansvaret og jeg mener, der er noget principielt forkert i dommen,” siger Jan Steinmüller.

Kampen skal fortsætte
Den socialdemokratiske folketingspolitiker Mattias Tesfaye har fulgt sagen tæt og han delte sidste år et opslag på Facebook, hvor den ene implicerede tagdækker fortalte sin historie om ulykken.
“Jeg er tilfreds med, at firmaet får en bøde. Det vil rygte sig i branchen og måske kan vi undgå, at andre chefer hopper over, hvor gærdet er lavest. Men hele sagen er stadig dybt tragisk. Uanset bødens størrelse så ændrer det ikke på den ubehagelige oplevelse, som arbejderne har været ude for. Det understreger, for mig, at kampen for et anstændigt arbejdsmiljø må fortsætte,” siger han.

Kommentarer
Top