Vinder vildt udskilningsløb
leon_vinder_loeb-1.jpg
”Jeg deltager i finalen i USA, men det koster jo en del penge, så hvis der sidder en potentiel sponser eller to, så ville det ikke gøre noget,” siger Leon Skriver Hansen, efter weekendens imponerende sejr, der giver adgang til løbet i USA til efteråret. Foto: Mikkel Beisner
ultra Rødovres hårdhudede ultraløber Leon Skriver Hansen vandt sidste weekend ekstremløbet ’The Great Dane Backyard Ultra’. Sejren blev fejret med et varmt bad og en kold øl.

Der findes ultraløb i alle former og afskygninger og i sidste weekend blev der for første gang nogensinde i Danmark afviklet et løb, der på bedste udskilningsmanér siede løberne fra én efter én.
Løbet, ’The Great Dane Backyard Ultra’, er en dansk pendant af det amerikanske løb ’Big Dog’s Backyard Ultra’, der er startet af Gary ”Lazarus Lake” Cantrell, der regens for en af verdens mest farverige løbsarrangører.
I al sin enkelthed gik weekendens løb ud på, at de 80 deltagende startere hver time skulle løbe en rundstrækning på 6,66 kilometer i skovene ved Sletten i Ry. Løberne måtte selv bestemme, hvor hurtigt de ville tilbagelægge distancen. Eneste krav var bare, at de skulle være klar til start igen, når næste time begyndte. Og sådan fortsatte løbet indtil, der kun var en løber tilbage.

Vild præmie
Time for time blev feltet reduceret og efter 24 timer var der ’kun’ fire løbere tilbage.
”Jeg havde lagt en plan om at løbe hver omgang på mellem 47-50 minutter, så jeg kunne nå at få lidt at spise og nå et toiletbesøg, inden den nye time begyndte. Den plan virkede fint,” fortæller Leon, der efter 27 timers løb, natten til søndag, kunne konstatere, at den sidste konkurrent var faldet fra.
”Jeg kunne ikke se hans pandelampe lyse længere, så troede måske, at han var kommet til skade, men da jeg kom i mål til klapsalver fik jeg at vide, han var udgået undervejs,” fortæller Leon om sejren, der havde en helt speciel præmie. En guldmønt, overrakt af selveste Gary ”Lazarus Lake” Cantrell, der var rejst fra Tennessee for at overvære løbet i Jylland, der giver adgang til den amerikanske udgave af samme løb. Et løb som sidste år blev vundet af en svensker efter 66 timer. Ja, seksogtres!
”Jeg havde en idé om, jeg godt kunne vinde løbet og jeg havde samtidig sagt til mig selv, at jeg ikke skulle til USA til efteråret og løbe løbet, hvis jeg vandt, men nu har jeg ombestemt mig og deltager alligevel,” smiler Leon Skriver Hansen, der blev presset, men ikke til kanten.
”Løbet er let, lige indtil det ikke er let mere. Jeg nåede ikke at finde min grænse og føler, jeg havde mange timer tilbage i kroppen, men som Gary ”Lazarus Lake” Cantrell sagde til mig efterfølgende; ’Du skal bare komme til USA, så skal vi nok finde den’,” siger Leon, der fejrede bedriften med et varmt bad og en kold øl fra et lokalt bryggeri.
”Og det var en rigtig god øl. Det er helt sikkert,” siger den glade vinder, som du kan møde i egen høje personlighed, når han som altid løber forrest i Lokal Nyts egen sociale løbeklub ’Rødovre Lokal Løb’ fredag den 5. april, hvor vi mødes foran ’Det gamle hundebad’ på Rødovrevej til et rute, der naturligvis er 6.66 kilometer lang til ære for løbeformaden.
Håber vi løbes ved.

Annonce

Leon Skriver Hansen er løbeformand i Lokal Nyts sociale løbeklub og han løber naturligvis forrest, når der er løb på fredag.

Kommentarer
Top