Annonce

Valg-lede!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme I disse tider kan man ikke se TV, høre radio, læse aviser eller gå på facebook uden at blive bombarderet med alt det gode vi kan vente os efter et valg.

Nu har jeg kunne stemme i 36 år – og det er det samme HVER gang, der er valg. Der bliver lovet og lovet, men vi ved alle sammen godt, at ligesom med reklamerne for vaskepulver og hårshampoo, ja så holder det ikke helt. Man glemmer nemlig, at man lige skal kunne tælle til 90.
Det er også sikkert som skål på Rødager Bodega, at de sidste måneder før valget, så er det gavetid. Så skal vi have 1000-vis af nye læger, sygeplejersker og politimænd. Skatten skal ned og børnechecken op.
Jeg husker dengang, at Jacob Haugaard lovede medvind på cykelstien. Jeg tror, han er den politiker, der lovede mindst.
I England kom de til at stemme ja til Brexit. Der var der også en masse politikere, som havde lovet noget. Ja, så viste det sig, at det åbenbart kommer til at smadre Storbritanien, hvis de forlader EU. Nu er folk så begyndt at demonstrere for at BLIVE i EU.
Af samme årsag har jeg omdøbt mit kat til at hedde Brexit. Den ved fandme heller aldrig, om den vil ind eller ud.
Ja, jeg er blevet ramt af politiker-lede. Jeg gider simpelthen ikke høre på det mere. Jeg har fået så meget valgflæsk, at man skal undre sig over, om der overhovedet er flere svinebesætninger tilbage.
Min anke er, at til næste Folketingsvalg, der har jeg tænkt mig at stemme blankt. Måske vil jeg skrive ”POLITIKER-LEDE” med en sprittousch, som jeg smugler med ind i stemmeboxen.
”Jamen Chrumme. Det er din demokratiske pligt at stemme” – Det ved jeg godt, men det er også vores politikeres demokratiske pligt at lede vort land på en forsvarlig måde.
Det er så ikke lykkedes de sidste 20 år.
Med mindre der kommer en ny rubrik på stemmesedlen der hedder ”Diktatur” eller ”Enevælde”– ja, så kan det være hammerende ligegyldigt, hvor jeg sætter mit kryds. Det ender altid med, at et lille ”lorteparti” med 10-15 procent af stemmerne, kommer til at bestemme over de andre 85-90 procent, som IKKE har stemt på ”lortepartiet”. Hvor demokratisk er det?
Jeg nægter simpelthen at stemme på det parti, der gør mindst skade.
Måske man skal lave Folketinget om til et reality-show. Så kan vi hver fredag aften stemme en politiker ud af Folketinget. Last man/woman standing er så konge det næste år. Og valgdueller i TV, skal selvfølgelig ikke være en duel på ord, men våben. Indkalder du til samråd? Ryger du ud. Lyver du? Ryger du ud. Er du grådig? Ryger du ud. Det hele kan man så købe tipskuponer til hos Danske Spil. Så kan man spille på om det er Løkke og Pia K eller Mette F og Tulle, som først ender i kanen sammen. Ja, det skal nok ikke sendes i den bedste sendetid.
”Nej Chrumme, nu er du sgu useriøs” – Nej, vores politikere er useriøse! Og JEG har fået nok!

Kommentarer
Top