Stop besparelserne på gymnasierne
Dimission_R©dovre_Gymnasium_230617_IN-26-of-29.jpg
Folketingskandidat Niels Christian Barkholt fra SF mener ikke, der skal spares på uddannelsesområdet. Foto: Arkiv
debat Fyringer af lærere, mindre tid til feedback, større klasser og et generelt dårligere studiemiljø.

Det er nogle af konsekvenserne af regeringens besparelser på gymnasierne – det såkaldte omprioriteringsbidrag.
For Rødovre Gymnasium løber de samlede besparelser op i over 5 millioner kroner for perioden 2015-2018, viser en opgørelse fra Danske Gymnasier. Da der ikke er nogen stopklods for omprioriteringsbidraget vil besparelserne frem til 2022 løbe op i 11 millioner kroner. Det er altså på tide at sige stop.
Det er et politisk valg, om man vil fjerne omprioriteringsbidraget. Frem mod 2022 vil de samlede besparelser på hele uddannelsesområdet løbe op i 21 milliarder kroner. Det tal svarer meget godt til, at regeringen siden 2015 har gennemført skattelettelser for cirka 20 milliarder kroner.
Lad os lytte til hverdagens eksperter nemlig rektorerne, lærerne og
ikke mindst eleverne. Gang på gang har de sagt fra overfor de fortsatte besparelser, der går stærkt ud over kvaliteten af undervisningen.
Vi skal snart til valg. Lad os vise Lars Løkke og resten af blå blok, at deres prioriteringer er forkerte. I SF vil vi gøre vores bedste i forhold til at holde et nyt flertal op på, at det er tid til at investere i uddannelse igen.

Kommentarer
Top