Annonce

Stafet for Livet har vokseværk
stafet-for-livet_135_250818_BP.jpg
Stafet for Livet vokser og får større opbakning med nye hold og ny sponsor. Foto: Brian Poulsen
støt op Når Stafet For Livet igen bliver holdt i Rødovre fra 31. august til 1. september, kommer der endnu flere løbere og sponsorer til for ikke at tale om endnu mere underholdning.
Fakta

Stafet For Livet er en verdensomspændende begivenhed, der blev startet i USA i 1985 af kræftlægen Gordon Klatt. Det har siden udviklet sig til verdens største bevægelse mod kræft. Under løbet – og når det bliver mørkt – kan man tænde personligt dekorerede lysposer, hvor deltagerne skriver hilsner på til dem, der kæmper mod sygdommen, men også til dem, de mindes.

I år bliver Stafet For Livet for anden gang afviklet i Rødovre. Stafetten strækker sig over 24 timer, hvor mennesker med kræft inde på livet går eller løber for at sætte fokus på sygdommen. Det er Kræftens Bekæmpelse, der står bag arrangementet, der efterhånden finder sted i rigtig mange byer landet over.
I Rødovre kunne holdet bag holdene onsdag aften afsløre, at det 16. hold netop havde tilmeldt sig.
“Hvor er det vildt. I bare rykker. Stort velkommen til holdet Risteriet, der er med igen i år. Sidste år stod de ikke alene for god underholdning og team spirit i deres eget telt, men de stod for den meget nødvendige og utroligt velsmagende kaffe. De er igen med som hold og det er vi meget glade for,” fortæller formand for Stafet for Livet i Rødovre, Lars Hjordt Reuter.
“Risteriet støtter igen i år Stafet For Livet Rødovre og vi er stolte over at være med igen i år. Vi går for en god sag. Vi mindes dem, som ikke er hos os længere. Vi hylder dem, som har vundet kampen og viser respekt og håb til dem, som kæmper lige nu,” forklarer Risteriet selv om deres deltagelse.
Og de er langt fra alene. I disse dage vokser opbakningen til arrangementet, der bliver endnu større end sidste år.

Danske Bank støtter også
Eksempelvis støtter Danske Bank i Rødovre projektet med 10.000 kroner. Samtidig stiller afdelingen i Rødovre med et hold på over 25 medarbejdere. Søren Staufeldt, filialdirektør i Rødovre Centrum, glæder sig til at stå sammen om det gode arrangement.
”Vi vil gerne bakke op om Stafet For Livet og stå sammen om og med de mennesker, der kæmper en hård kamp mod sygdommen og som løbet netop symboliserer. Arrangementet er med til at samle og skabe fællesskab, ligesom det sætter fokus på, hvor hård en sygdom kræft er – både som patient og pårørende”.
16 hold er altså allerede tilmeldt dette års Stafet For Livet i Rødovre, men arrangørerne håber på mange flere.
Her på avisen har vores sociale løbeklub, Rødovre Lokal Løb også skjulte planer om at melde os til i 11. time og være det hold, der løber flest omgange.
Hvis du ser dét som en udfordring for din virksomhed, er det muligt at melde sig til på:
Stafetforlivet.dk.
Hvert hold skal have mindst én deltager på banen i de timer, stafetten varer.
I Rødovre starter løbet lørdag den 31. august klokken 12 til søndag den 1. september klokken 12.

Kommentarer
Top