Annonce

Kender du Oliver?
WEB_oliver-staudt_011_150319_BP.jpg
Oliver Staudts alt overskyggende mål er OL i Paris i 2024. Foto: Brian Poulsen
bueskydning Han har slået dansk juniorrekord. Han har været til VM. Han har en målsætning om OL i Paris 2024. Mød den 17-årige Oliver Staudt, som er et OL-håb fra Rødovre.
Fakta

• Navn: Oliver Staudt
• Fødselsdato: 23.12.2001
• Bopæl: Rødovre
• Unikt: Har den danske juniorrekord
med 585 point (600 er max)

Der er formentlig ikke mange som siger:
”Det er da Oliver,han er mega god til bueskydning,” med mindre man har gået på Frederiksberg Privatskole eller Hendriksholm Skole og er fra årgang 2001.
Ellers er Oliver Staudt en helt almindelig teenagere fra Rødovre og den lange, ranglede rødovredreng ligner ikke en eliteidrætsmand, som er landets bedste junior i bueskydning.
Han er faktisk så dygtig, at han har slået dansk juniorrekord, da han fik 585 point ud af 600 mulige.
”Jeg vidste, jeg kunne slå den rekord, så det var en lettelse, da jeg gjorde det,” siger Oliver Staudt, der er
førsteårs junior og derfor har tre år tilbage som junior til at forbedre rekorden.

Der er altså tale om et stortalent fra Rødovre, der er så dygtig, at han træner med det danske landshold hver fredag i Brøndby.
”Til hverdag går jeg i skole på Niels Brock, HHX i København og min klub er TIK Taastrup. Der er jo ingen bueskytteklub i Rødovre,” forklarer Oliver, der ellers bor få hundrede meter fra Rødovrehallen.
Som bueskytte dyrker han sport i en nærmest ukendt sportsgren i Danmark,men det er en OL-disciplin og derfor kæmpe stort i mange lande. Stærkest på verdensplan er sydkoreanerne.

Annonce

OL i Paris er målet
En idrætsstjerne er en idrætsstjerne, uanset om det er mega sportsgrenen fodbold eller en mindre sportsgren i Danmark som bueskydning. Og Oliver har et kæmpe talent med potentiale til at blive idrætsstjerne indenfor bueskydning.
”Jeg er danmarksmester i aldersgruppen 17 til 20 år, altså juniorer, i den olympiske klasse recurve,” siger Oliver og viser den avancerede bue, som han har samlet til ære for avisens læsere. For er buen ikke i brug er den 20.000 kroner dyre sportsgenstand pakket sikkert ned i en kasse sammen med pilene, der koster 500 kroner stykket.
At spænde buen kræver teknik og utrolig stærke fingerkræfter. Det er vildt hårdt, men det har Oliver trænet sig så godt op til, at han er i top 5 blandt samtlige af landets bedste bueskytter.
”Forbundet har udtaget mig og tre andre juniorer til at træne med seniorlandsholdet hver fredag. Det er en målrettet træning, hvor målet er OL i Paris i 2024,” forklarer Oliver.

Var boldmongol
Olivers far spillede selv fodbold, så Oliver startede i Avarta, da han var 9 år.
”Men han var boldmongol, så det blev en kort fodboldkarriere. Da han sad for meget foran computeren, fik jeg nok og sagde, han skulle dyrke en sportsgren,” fortæller faderen, Peter, der blev lidt overrasket over Olivers svar:
”Okay, så skal det være bowling eller bueskydning.”
”Jeg tror, jeg har set nogle film og spillet spil, hvor de skød med bue og pil, så det ville jeg gerne prøve. Jeg kan huske at Hunger Games inspirerede mig. I dag, når jeg ser en film med bueskydning, så kan jeg ikke lade være med at analysere, når de skyder og det kan jo ikke lade sig gøre,” siger Oliver og griner.

VM satte gang i ambitioner
Karrieren er gået stærkt for Oliver.
”Jeg startede som 12-årig, men begyndte først at skyde seriøst for to år siden, hvor jeg fandt ud af, at jeg ikke bare ville have det sjovt til træning, jeg ville til at vinde noget. For allerede dengang vandt jeg konkurrencer, selvom jeg ikke trænede så meget, hvilket gav mig troen på, at jeg kunne blive rigtig god, hvis jeg trænede seriøst.”
”Jeg husker, der var VM i Argentina og det ville jeg med til, så jeg gik fra fire timers træning om ugen til mindst tre timers træning hver dag, så jeg træner cirka 20 timer hver uge,” fortæller Oliver. Han fortsætter:
”Man står ikke kun og skyder, for man er altid omringet af sine venner i sporten. Vi har det sjovt sammen, men vi evaluerer også. For at holder mig klar, så spiser jeg sundt, men der er plads til forbedringer og det er især min
fysiske træning og konditionstræningen.”
”Kondition er vigtig for koncentrationsevnen og fysik er vigtig, for vi har regnet ud, jeg står og trækker cirka 2 tons i løbet af en stævnedag.”
”Men det er en mental hård sportsgren. Nogle gange tænker jeg kun bueskydning en hel måned og så skal der afkobles på andre tider, eksempelvis holdt jeg stort set fri i hele december,” fortæller Oliver, der, trods sin unge alder,
ser ud til at kende godt til sin krops signaler,

Et forbillede i sporten
Selvom OL er en motivationsfaktor i sig selv, så er det ikke hovedårsagen til glæden ved bueskydning.
”Det er helt klart vennerne, som jeg er sammen med. Jeg bruger meget tid sammen med nogle få personer, som elsker den samme sport som jeg,” siger Oliver. Han fortsætter:
”Det er vildt inspirerende for mig, at de yngre ser op til mig og de siger, jeg er deres forbillede. Mange bueskytter, som er en solosport, kan godt være indadvendte, så jeg går meget op i at inddrage alle og skabe en god stemning, Så jeg er vellidt ved at ekstrovert i en introvert sport.”

Oliver er veltalende, udadvendt og oser af selvtillid, så man kan sagtens forestille sig, han er et omdrejningspunkt
socialt set.
”Det er jeg, for jeg vil gerne give noget tilbage til den sport, så den fremstår positivt. Derfor skal det være sjovt at komme træning. I den her sport hjælper man hinanden også på tværs af klubberne. Derfor er nogle af mine bedste venner fra de jyske klubber.”
Næste mål er junior VM Juniorlandsholdet er endnu ikke udtaget, men en selvtillidsfuld Oliver Staudt føler sig sikker på at deltage.
”Det er i august måned i Madrid. Jeg er ny som junior, så målet er top 32. På sigt er målet en top 8 placering.
Teknisk er jeg dygtig nok, men jeg mangler fysisk styrke og erfaring, før jeg kommer i top på verdensplan,” siger Oliver realistisk om sine muligheder.
”Til VM mødte jeg jo andre, der var lige præcis på samme niveau som mig, så er den mentale styrke vigtig og det kan kun forbedres ved at deltage i så mange turneringer på så højt niveau som muligt og der er jeg blevet bedre.”
Men erfaring er vigtigt for Oliver Staudt, hvis Rødovre skal kunne prale af at have en rødovreborger med til OL i 2024.
”Ud over VM er der World Cup turneringer, hvor jeg for nylig deltog i en turnering, som var i Marrakesh i
Marokko. Det er selvfølgelig dyrt, så jeg arbejder på at få sponsorer, men det er svært i en stort set usynlig sportsgren i Danmark.”

“Hvad er vigtige elementer for at blive en god bueskytte?”
”Det er ’gå-på-mod’. Man kan få en ny teknik, som kan ødelægge hele ens rytme og det kan få en skytte til at gå ned på grund af frustrationer, men på sigt vil det gøre en bedre. Det kan tage en måned eller måske endnu længere at ændre og komme tilbage på rette spor,” siger Oliver og fortsætter:
”Det er der, man kan få lyst til at smide det hele og der skal man arbejde mentalt med sig selv. Alle kan blive rigtig gode til bueskydning, men det kræver tålmodighed og ’gåpå-mod’, slutter Rødovres talentfulde bueskytte.

Kommentarer
Top