Annonce

Fodboldskole i BK Rødovre
WEB_BK-Rødovre_Fodboldskole_pix2.jpg
Humøret bliver højt, når Boldklubben Rødovre afholder fodboldskole den sidste weekend af april måned. Foto: Privat
fodbold Allerede i slutningen af denne måned afholder Boldklubben Rødovre fodboldskole i samarbejde med DGI. Det er samtidig en indsamling til støtte for dårligt stillede børn, så de også kan komme på fodboldskole. Men skynd dig for der er tilmeldingsfrist allerede i overmorgen, onsdag.

Hvad med at starte fodboldsæsonen med en fodboldskole?

Det tilbyder Boldklubben Rødovre, der har indgået et indsamlings-samarbejde med DGI, som er kombineret med en fodboldskole for børn i alderen 5-8 år.
I sidste uge skrev vi i Rødovre Lokal Nyt, at der lever cirka 65.000 fattige børn i Danmark og de 470 bor i Rødovre. Nu kan du, i samarbejde med BK Rødovre, give dem en chance for at spille fodbold.

Annonce

For Boldklubben Rødovre har fundet nye og sjovere veje at indsamle midler, så børn i økonomisk dårligt stillede familier kan komme på fodboldskole.

Alle skal kunne deltage – donér ved tilmelding
Hvert år deltager mere end 10.000 børn på DGI’s fodboldskoler og de kommer tilbage efter sommerferien med bagagen fuld af gode oplevelser og eventyr, som de kan fortælle videre til kammeraterne. 
”Men der er familier, som ikke har råd til at sende deres børn på en fodboldskole. De børn kommer tilbage til skolen og fodboldholdet efter sommerferien og kan ikke være med i snakken. Det vil vi gerne ændre på,” siger Kenneth Petersen, der er med i boldklubbens sponsorudvalg og fodboldskoleleder. Han fortsætter:
”Når du tilmelder dit barn til årets fodboldskole, vil du derfor få mulighed for at donere et beløb til ’Fodboldskoler for alle’.

Fodbold – fodboldsæt – mad – hygge
Boldklubben Rødovre vil afholde fodboldskolen i weekenden den 27. – 28. april. Begge dage i tidsrummet klokken 10 til 14. Men skynd dig, for tilmeldingsfristen er på onsdag den 10. april.
”Fodboldskolen indeholder træning med rutinerede, kompetente trænere for årgangene, frokost samt spillesæt til børnene. Det koster 595 kroner pr. barn,” siger Kenneth Petersen, der oplyser, der stadig er ledige pladser på fodboldskolen, som er for alle, uanset klubtilhørsforhold
”Fordi fodbold skal være for alle, er det muligt at søge tilskud til fodboldskolen,” tilføjer han.

Kommentarer
Top