Annonce

Stor mystik om Venstre-farvel
kommunalvalg_2017_016_211117_BP.jpg

Claus Gisselmann Olsen har meldt sig ud af Venstre, som derfor ikke længere har en person siddende i kommunalbestyrelsen. Det er første gang i mands minde, at regeringspartiet ikke er repræsenteret i Rødovres politiske byråd.

Claus Gisselmann Olsen har meldt sig ud af Venstre, som derfor ikke længere har en person siddende i kommunalbestyrelsen. Det er første gang i mands minde, at regeringspartiet ikke er repræsenteret i Rødovres politiske byråd. Foto: Brian Poulsen
Ingen vil ud med, hvorfor Venstres mangeårige spidskandidat pludselig har meldt sig ud af partiet, men alligevel fastholder sin plads i kommunalbestyrelsen. Der nu for første gang i en menneskealder ikke er repræsenteret ved Venstre.

Hvis man indregner 100 års historie og nyere tids politiske resultater og strømninger, er det helt utroligt, at Danmarks regeringsparti ikke skulle have bare én af de 19 pladser i kommunalbestyrelsen i Rødovre.
Dét er imidlertid faktum efter, Claus Gisselmann Olsen har meldt sig ud af Venstre.
Manden, der har været medlem af Venstre siden 1992 og også var partiets folketingskandidat ved det sidste valg, har dog ingen planer om at forlade kommunalbestyrelsen og overlade sin plads til det parti han er valgt ind for.
“Jeg har hele tiden meldt ud, at jeg ikke stiller op igen til Folketinget, dér skal der nogle andre kræfter til, men jeg har tænkt mig at gøre min periode færdig på rådhuset,” siger Claus Gisselmann Olsen.
Han vil ikke afsløre, hvorfor han har skiftet parti.
“Det er en personlig sag,” siger han kort. Claus Gisselmann Olsen når dermed at få 16 år i kommunalbestyrelsen, der for første gang i mands minde bliver uden Venstre-islæt.
“Jeg repræsenterer mig selv. Jeg står for det jeg altid har stået for. Personligt er min politiske holdning, at dem der kan og vil skal have de bedste muligheder for at udfolde sig. Dem der vil, men ikke kan, skal have kompetencer til at komme på vej. De sidste skal have et kærligt, men velmennde spark bagi,” siger Claus, der altså ikke tror den manglende Venstrestol vil få stor betydning.
Det er formanden for kommunevalgkredsen, Karin Frøidt ikke helt enig.
Hun påstår, at hun heller ikke ved præcis, hvorfor Claus har meldt sig ud af af partiet.
“Det er noget Claus selv har valgt, og det er smadder ærgerligt,” siger hun kort.
“Vi kommer jo til at fortsætte som parti i Rødovre. Vi er en kommuneforening som stadigvæk er aktive. Vil gøre alt for igen at blive repræsenteret i kommunalbestyrelsen og indtil da får vi alle dagsordener og vil give udtryk for vores meninger både over for Claus og bruge avisen mere,” tilføjer Karin Frøidt.

Venstre vil tilbage
Hun understreger, at Venstre som parti vil fortsætte deres arbejde og stadigvæk kæmpe for en politik, der måske egentlig er det samme som Claus gør. Forvirret over, hvorfor han så ikke bare fortsætter?
Det er Karin ikke.
“Claus har undret sig over nogle beslutninger, som en enig bestyrelse har truffet. Det er hans beslutning ikke at være en del af Venstre,” siger den måske kommende spidskandidat selv.
Hun synes det er synd, at han fortsætter med at sidde på mandatet.
“Der er ingen tvivl om, at de stemmer, der er gået til Venstre kommer fra borgere, der støtter venstre. Jeg synes altid det er ærgerligt, når politikere bliver løsgængere eller skifter parti, og nogle gange er det ikke fair over for vælgerne. Det er uanset hvilket parti, det handler om. Det er et demokratisk problem,” mener Karin Frøidt.

Annonce

Er sket før for Venstre
Muligvis med hentydning til 2016, hvor Venstres formand i Rødovre, Peter Michael Jensen, skiftede til Dansk Folkeparti kort efter valget og tog sit mandat med sig, selvom han næsten ingen personlige stemmer havde fået.
“Det havde måske været det mest fair over for vælgerne, at Claus Gisselmann Olsen havde trukket sig helt. I hvert fald over for listestemmerne. De har stemt en Venstremand ind i kommunalbestyrelsen, men nu fokuserer vi på at Folketingsvalget, hvor vi har en anden lokal kandidat (Mikkel Molin, red),” siger Karin, der ikke tror Claus har skiftet holdning, men bare ikke ønsker at være en del af partiet mere.
Selv mener hovedpersonen, at der er rigeligt med gode ting at se tilbage på, men også stadigvæk noget at tage fat på.
“Alenemand får man ikke så store fodaftryk men nogle små fingeraftryk.Jeg var med til at få sygefraværet på dagsordenen under valgkampen i 2009. Det er nu bragt ned fra 6 til 4,5 procent. Det har også været spændende med al byudviklingen og skoleområdet,” siger Gissemann og slutter:
“Nu skal vi se på byudviklingen og alt det der sker med børneområdet. Vi skal sørge for, det hele bliver til gavn for vores unge borgere og så skal der blive plads til alle de nye borgere i skolerne.”

Kommentarer
Top