Ny hovedsponsor til RMB
RMB-glashaerderiet_001_130319_BP.jpg
Bjørn Sørensen og Danny Olsen ser begge gode muligheder for, at det nye hovedsponsorat kan trække flere sponsorere til. Foto: Brian Poulsen
MEDVIND PÅ ISEN: Det var en glad direktør for Rødovre Mighty Bulls, der fredag aften kunne præsentere en stuvende fyldt VIP-lounge for en ny hovedsponsor for resten af slutspillet og hele næste sæson. ”Det skal hjælpe os et skridt nærmere toppen,” sagde Bjørn Sørensen storsmilende.

Når Rødovres bedste ishockeyhold fredag aften skøjter ud på isen for at møde den økonomiske overmagt fra SønderjyskE, gør spillerne det uimponeret og uanfægtet, at gæsternes spillerbudget i år er fire gange så stort som det københavnske.
En forskel, der kan og skal kunne ses på isen over en hel sæson, men som næste år ser ud til at blive lidt mindre.
I hvert fald kunne Rødovre Mighty Bulls meddele, først sponsorerne og dernæst resten af hallen, at man har tegnet kontrakt med Glashærderiet som hovedsponsor for resten af slutspillet og hele næste sæson.
”Det er en stor glæde og forløsning, at vi nu kan sælge et hovedsponsorat til Glashærderiet og være med til at løfte holdet og klubben til det næste niveau. Vi skal stadig ud og sælge en masse sponsorater til den kommende sæson, men vi er glade for, at vi nu har en hovedsponsor,” siger RMBs administrerende direktør, Bjørn Sørensen.

Prisen er hemmelig
Han vil ikke ud med, hvad sådan et hovedsponsorat koster i Rødovre.
”Det er en forretningshemmelighed, men det er det største sponsorat vi har, og derfor er glæden enorm. Det hele er med til at få løftet RMB, så vi kan vende tilbage mod toppen af dansk ishockey,” håber han.
Hvis man ser bort fra det godt slidte plexiglas bag mål, virker kombinationen glas og ishockey ikke umiddelbart, som det bedste ægteskab, men der tager man fejl, mener direktør i Glashærderiet, Danny Olsen.
”Vi kan give et indspark her i slutningen af slutspillet og være med hele næste sæson. Jeg er selv gammel Rødovredreng. Jeg er født og opvokset i Rødovre og har været i Kostalden og til friskøjtning og altid drømt om muligheden for at anerkende det arbejde som drengene fra Rødovre laver på isen,” siger Danny Olsen, mens han får overrakt den første trøje med det nye logo på.
”Jeg håber, at RMB med vores støtte kan komme endnu videre. Ligesom vi selv som virksomhed håber på at få noget ud af eksponeringen over for virksomheder og fans omkring klubben,” siger Danny Olsen.
Han forklarer, at Glashærderiet har en stor lyst til at hjælpe RMB tilbage til toppen af dansk ishockey, hvor klubben altid har hørt hjemme.
”Og så er der nogle andre fordele i forhold til det kunderelaterede netværk. Vi får rig mulighed for at komme ud på hele Sjælland, og hvis man skal gå til ishockey på Sjælland, er der altså kun Rødovre at gå til som sponsor,” mener han.
Glashærderiet laver hærdede glas og spejle i forskellige afskygninger, men ikke til den glade almindelige RMB-fan bag målet, der gerne vil betale tilbage til hovedsponsoren.
”Vi er grossistleddet. Vi laver mange specialopgaver. Vi har en meget lille fleksibel organisation, så vi kan lave det fra dag til dag. Jeg håber den nye bestyrelse i RMB formår at løfte det her hold og projekt. De har fået os i hus ved en dialog gennem lang tid og jeg tror virkelig på klubben og bestyrelsen og at vores sponsorat kan bane vejen for andre også,” når Danny at sige, inden direktøren Bjørn Sørensen hurtigt overtager:
”Vi har arbejdet længe på at finde en sponsor. Den eksponering vi kan give som førende sportsklub i Storkøbenhavn er stor, men en hovedsponsor kan være med til at trække flere til. Hovedsponsoratet for denne sæson kommer lidt sent, men det er med til at vise, at man godt kan sprede det ud over hele sæsonen og det er med til at hjælpe os tilbage til toppen, som vi har lovet at komme.”

Kommentarer
Top