Annonce

Kræftens Bekæmpelse mangler unge
Kraeftens_Bekaempelse_Indsamling_IN_030416-4-of-17.jpg
Kræftens Bekæmpelse holder generalforsamling og foredrag om unge og kræft. Foto: Ian Nielsen/arkiv
ung med kræft Den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse bruger generalforsamling til at sætte fokus på unge og kræft.

Hvordan er det at få kræft som ung? Og hvordan er man en god ven til et ungt menneske med kræft?
I et nyt projekt vil Ungkræft i Kræftens Bekæmpelse uddanne tidligere unge kræftpatienter til at blive en del af et ’Fortællerkorps’. De skal holde oplæg på ungdomsuddannelser og klæde eleverne bedre på til at møde en ung med kræft.
Og det er netop, hvad du kan, når den lokale afdeling af Kræftens bekæmpelse holder generalforsamling den 18. marts klokken 17.30 på Rødovregaard.
Her er alle velkommen til at høre om, hvorfor unge kræftramte ofte føler sig ensomme. Nogle bliver isoleret fra deres venner og sociale liv på grund af lange indlæggelser, mens andre er nødt til at afbryde et uddannelses- eller ansættelsesforløb. Mange tror, de skal dø og tvivler på, de kan blive raske eller måske få børn. En stor del af de unge går med deres tanker alene. De oplever ofte, at deres venner trækker sig fra dem, når de får konstateret kræft. Det vil Ungkræft gøre noget ved.
”Unge pårørende skal oplyses, så de har redskaberne til at bakke hinanden op, når en klassekammerat bliver ramt af kræft – eller en anden sygdom for den sags skyld. De skal klædes på, så de ikke er bange for at stille spørgsmål og hjælpe,” siger Signe Thydal, projektleder i Ungkræft.

Ung til ung
De frivillige i Fortællerkorpset kommer til at tale direkte til deres jævnaldrende. En af dem er 22-årige Clara Marie Mølgaard Tams, som fik konstateret brystkræft, da hun var 20 år og i fuld gang med sit andet sabbatår. Jeg vil gerne vise et ærligt billede af, hvordan det er at få kræft. Jeg er ikke bange for at vise, hvordan jeg så ud, da jeg var skaldet, eller hvordan jeg ser ud uden mine bryster.
”Det her projekt er bare
så vigtigt. Vennerne skal vide, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg blev overrasket over mine venners reaktioner, da jeg fik kræft. Nogle af dem, som jeg havde regnet med, trak sig. Mens flere af de perifere venner meldte sig på banen med det samme. Og de er guld værd. De er gode til at snakke og spørge – også om det der er svært,” siger, Clara Marie Mølgaard Tams.
I Rødovre understreger formand, Jette Jensen, at man gerne vil have flere unge med på holdet – også gerne i bestyrelsen.
”Vi har i år satset på at få de unge til at interessere sig for, hvordan det er at få kræft, men også for hvordan det er at bidrage med frivilligt arbejde i en god bevægelse,” siger hun.

Annonce
Kommentarer
Top