Annonce

Kør bil når du kører bil!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Brian Poulsen
chrumme Nogle gange kan man undre sig over, hvordan den menneskelige race er blevet den dominerende race på jorden.

Jeg var lige kørt af motorvejen mandag den 25 februar klokken cirka 17.30 og holdt for rødt for at komme ind på Jyllingevej. Jeg kunne se i bakspejlet, der holdt en ung blond kvinde i en mindre sølvgrå Peugeut. Hun talte livligt i håndholdt mobiltelefon. På bagsædet sad et barn på cirka 1 år. Sædet ved siden af barnet var proppet op med bagage.
Det blev grønt og vi kørte ind på Jyllingevej. Kvinden valgte ydrebanen og overhalede mig. Da vi kom til næste lyskryds, nåede hun lige at bremse for rødt. Da det blev grønt fik speederen et ekstra tryk og hun fór afsted med 75-80 km/t i ydrebanen ud ad Jyllingevej. Hun fandt så ud af, at hun skulle til højre ad Tårnvej, så hun måtte lige skifte to vejbaner til højre – UDEN at blinke – selvfølgelig – for det kan man jo ikke, når man taler i mobil med venstre hånd. Vi andre måtte så bremse og give hende plads, hvorefter hun nåede sikkert ind i drejebanen, hvor hun så kørte over for fuld rødt.
Selv en retarderet bavian-mor uden arme og ben ville tage sig mere ansvarligt af sit afkom!
Hvorfor fortæller jeg denne historie? Jeg håber, at kvinden med det krøllede lyse hår måske læser min Klumme – eller måske nogle hun kender. Måske hendes mand – ja især hendes mand!
Jeg kunne se på kvinden, det var en hyggelig samtale, hun havde. Der var fuld smil på. Jeg er også sikker på, kvinden ikke selv oplevede den fare, hun udsatte sig selv, sit barn og sine med-trafikanter for. ”Jeg nåede da at bremse. Jeg kørte da SLET ikke for stærkt. Jeg blinkede da. Der var helt sikkert ikke rødt!” Jeg er sikker på, det var sådan hun oplevede det, for hun var ikke tilstede. Hun så IGENTING! Men JEG så det hele, bortset fra nummerpladen – desværre!
Jeg kan sagtens være lige-glad, men jeg ville gerne fortælle kvinden, jeg er frivillig brandmand og mange i min famile er brandmænd. Og fælles for os alle er, vi har øvet os i at klippe biler i stykker ved færdselsuheld. Hver mand kender sin nøjagtige opgave og vi øver det mindste to gange om året, så vi kan klippe tag og døre af en bil og få passagerne ud på MEGET kort tid.
Det vi IKKE kan lære eller forberede os på, er den oplevelse det er, at hive
døde unge kvinder med lyst krøllet hår og deres døde spædbørn ud af en smadret sølvgrå Peugeut på Jyllingevej, som valgte mobilen til og livet fra.
To unge mennesker på 18 år har jeg mistet i min omgangskreds i trafikulykker indenfor et år. Jeg ser, hvordan deres forældre dagligt lider og ALDRIG bliver sig selv igen. Jeg har mødt nogle af mine kolleger, der, som brandfolk, var ude til den ene af de to ulykker. Tre unge mennesker mistede livet den nat. Brandmændene glemmer det heller aldrig. Sikkert heller ikke de politbetjente, der måtte overbringe de kedelige nyheder til de unges forældre klokken 3 om natten.
Måske når budskabet slet ikke ud til kvinden, men så håber jeg, det når ud til DIG!
Lad være med at være en idiot i trafikken. Kør bil, når du kører bil.

Kommentarer
Top