Annonce

Hold din ryg igang
VM-Perth-2016.jpg
Keld Fjord fik bronze til VM i landevejsløb Masters (veteran) i 2016 efter mange træningstimer med rygøvelser og behandlinger. Foto: Privat
TRÆN RYGGEN OG FÅ NYE MULIGHEDER: Ny temaaften i svømmehallen skal give læserne rygdækning for fremtidige problemer med lænden.

Der findes vel næppe en dansker, der ikke på et tidspunkt har haft smerter i ryggen.
Mange har sågar haft det mange gange og mange også inden for det sidste års tid.
Er du en af dem, så spørg dig selv, om smerterne forhindrer dig i at gøre det, du har lyst til i hverdagen?
Lænderygsmerter kan nemlig give bekymringer og skabe begrænsninger, hvilket kan have stor betydning for ens sociale liv og arbejde. Rygsmerter rammer årligt omkring 800.000 danskere og i Rødovre har 4.100 borgere en rygsygdom. Der er derfor god grund til at sætte fokus på, hvad man kan gøre for at styrke sin lænd.

Ny temaaften
Derfor afholder Rødovre Sundhedscenter, i samarbejde med Træningscentret i Rødovre, Vestbad og kiropraktor Thomas Egegaard fra Søren Frølunds klinik, en temaaften om nyopståede lænderygsmerter. Her får deltagerne information og viden om rygsygdomme og inddrages aktivt i øvelser, som kan udføres i hverdagen i forbindelse med praktiske gøremål. Derudover kan man på aftenen få information om, hvilke tilbud der findes i Rødovre til dig med lænderygsmerter.
Temaaftenen ’Hold ryggen i gang! Ved du hvordan?’ finder sted tirsdag den 2. april i Vestbad fra klokken 16.30 – 19.00. Arrangementet er kun for borgere med lænderygsmerter, der er opstået inden for det seneste år. Arrangementet er gratis. Der er et begrænset antal pladser og tilmelding foregår via ‘først-til-mølle’ til Rødovre Sundhedscenter på tlf. 36 37 81 90 senest den 1. april.
“Temaaftenen vil være workshop-orienteret med fokus på praktiske gøremål. På aftenen kan du også få information om, hvilke tilbud der findes i Rødovre til dig med lænderygproblemer,” fortæller Lone Dellgren, forløbskoordinator i Rødovre Kommune.
”På temaaftenen kan du høre om, hvordan du bør forholde dig, når smerterne opstår og hvad du selv kan gøre, for at smerterne ikke vender tilbage. I Rødovre har vi forskellige tilbud til borgere med nyopståede lænderygproblemer, hvilket du også kan få mere information om til temaaftenen,” fortsætter hun.
En borger, der har fået god hjælp til genoptræning af ryggen, er Keld Fjord. Han var cykelrytter på højt niveau, men et brud, en nerveskade og flere operationer i ryggen betød, at han måtte i behandling for sine alvorlige rygproblemer.
“Løsningen var en genoptræningsplan hos Rødovres kiropraktor Søren Frølund,” fortæller Fjord:
”Det er vigtigt, man får udført de øvelser, man får i genoptræningsplanen og ikke overbelaster sig selv. Også selvom man mærker en forbedring. Siden jeg begyndte at styrketræne to til tre gange om ugen, har jeg ikke oplevet tilbagefald med kramper. Jeg er blevet stærk i core og rygmuskler. Træningen har også betydet, jeg igen kan cykle seks gange om ugen uden smerter,” siger Keld Fjord, der tilføjer, at han træner cirkeltræning i LOOP og gerne vil anbefale det til andre, der vil træne hele kroppen igennem.

Annonce
Kommentarer
Top